Tysk kanslerfavorit affærdiger Trump i Nato-debat
- De to, tre eller fem procent er dybest set irrelevante, siger tysk kanslerfavorit om forsvarsudgifter.
Sikkerhedsalliancen Natos mål for forsvarsudgifter skal tage udgangspunkt i reelle behov og ikke abstrakte tal.Det siger konservative Friedrich Merz, som er favorit til at blive Tysklands næste forbundskansler, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Trump sagde tirsdag, at medlemmerne af Nato skal bruge fem procent af deres bruttonationalprodukt (bnp) på forsvar - og ikke to procent, som er målsætningen i forsvarsalliancen i dag.
Den udtalelse bygger i Merz' øjne på en forkert tilgang til spørgsmålet.
- Det, som er afgørende, er, at vi gør, hvad der er nødvendigt, for at forsvare os selv, siger Merz, som er leder af CDU, til radiostationen Bayern 2.
Merz er samtidig den konservative kanslerkandidat.
Under et pressemøde på Mar-a-Lago tirsdag, hvor Trump kom ind på en lang række emner, talte den kommende præsident blandt andet om Nato.
- Jeg mener, at Nato skal have fem procent. Man kan ikke klare det med to procent, sagde Trump blandt andet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- De er i et farligt territorium. De har alle råd til det, men de bør ligge på fem procent og ikke to procent, sagde han videre med henvisning til de europæiske Nato-lande.
Allerede i december kom det frem, at Donald Trump ville hæve målsætningen for, hvor meget de enkelte Nato-lande skal bruge på militær.
Dengang var det den amerikanske avis Financial Times, der skrev om sagen på baggrund af udtalelser fra anonyme kilder.
Ved pressemødet tirsdag aften var det første gang, at Trump offentligt italesatte ønsket om, at forsvarsudgifterne skal udgøre fem procent af de enkelte landes bnp.
USA selv ligger et godt stykke fra de fem procent, som Trump foreslår.
Det er derfor uvist, om Trump reelt ønsker så højt et niveau, eller om det er led i en forhandlingstaktik.
Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.
/ritzau/