Antonsen åbner titelforsvar med overbevisende sejr
Anders Antonsen havde ikke problemer med Tzu Wei Wang fra Taiwan i første runde af Malaysia Open.
Anders Antonsen strøg onsdag morgen dansk tid sikkert videre til anden runde af Super 1000-turneringen Malaysia Open.I sin første kamp slog den 27-årige aarhusianer uden de helt store problemer Tzu Wei Wang fra Taiwan med 21-17, 21-10.
- Jeg havde okay styr på det i forhold til scoren. Men jeg havde ikke nogen super god følelse på banen. Der er bestemt plads til forbedring, siger verdens nummer to til TV 2 Sport.
Efter en jævn indledning bragte Antonsen sig i sikker stil foran 16-8 i første sæt, inden taiwaneren nærmede sig igen. Danskeren virkede dog hele vejen i fuld kontrol.
Sådan var det også i andet sæt, hvor det hurtigt blev 7-1. Igen hankede Tzu Wei Wang op i sig selv, men ved 13-10 knækkede hans tro på tingene, og Antonsen spadserede videre i turneringen, som han vandt sidste år.
I anden runde skal Antonsen op mod Koki Watanabe, der er nummer 11 i verden. De to dystede senest i oktober sidste år i finalen i Denmark Open, og Antonsen vandt i to sæt.
Modsat Antonsen skuffede Viktor Axelsen i første runde og tabte tirsdag meget overraskende til Lee Yiu Lee fra Hongkong.
Rasmus Gemke tabte onsdag i tre sæt til Chun-Yi Lin fra Taiwan, selv om han vandt første sæt 21-9 og førte 16-11 i andet sæt.
18-21, 7-21 tabte danskeren i de to sidste sæt, og dermed er Antonsen eneste resterende danske herrespiller i single.
Hos kvinderne er Mia Blichfeldt og Julie Dawall Jakobsen videre til anden runde.
Onsdag var endestation for to mixeddoubler med dansk islæt. Mads Vestergaard og Christine Busch tabte som ventet til et kinesisk par, mens Alexandra Bøje og hendes hollandske makker fik store klø af et fransk par.
I herredouble måtte Rasmus Kjær og Frederik Søgaard trække sig få minutter inde i første sæt, mens damedoublen med Sara Thygesen og australieren Setyana Mapasa også måtte opgive at fuldende en kamp.
Thygesen og Mapasa var ellers blot tre point fra en sejr, da duoen trak sig.
/ritzau/