Brøndby giver nordmand lov til at besøge klub i Kina

8. JAN 2025 • 15:37SPORT

Ohi Omoijuanfo er på besøg hos en kinesisk klub, der ønsker at købe Brøndby-angriberen.

Angriberen Ohi Omoijuanfo ligner en færdig mand i Brøndby.

Den norske spydspids befinder sig aktuelt i Kina, hvor han er på besøg hos en klub, som er interesseret i at købe ham.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Den 30-årige angriber kom til Brøndby i august 2022, men står foran kontraktudløb til sommer.

Besøget i Kina kommer på bagkant af et efterår, hvor den tidligere viceanfører var henvist til en marginalrolle i Brøndby. Han fik en række korte indhop i begyndelsen af sæsonen, inden en skade ødelagde store dele af efteråret. Han nåede at få comeback i efterårets sidste kamp.

I sine ni kampe i denne sæson har Omoijuanfo blot formået at score i Conference League-kvalifikationskampene mod upåagtede Llapi fra Kosovo. I alt har han scoret 25 mål i 68 kampe for Brøndby.

Brøndby meddeler også, at det uforløste talent Bertram Kvist er taget på et træningsophold hos svenske Trelleborgs FF.

Til gengæld er den uskarpe angriber Carl Björk og reservemålmand Jonathan Ægidius vendt tilbage til Brøndby efter lejeophold i Norrköping og Kolding.

Brøndby tog onsdag hul på forårsforberedelserne med en række fysiske test. Fredag skal Frederik Birks mandskab på græs for første gang.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT