Norge om Trumps Grønland-kurs: En lidt speciel ny stil

8. JAN 2025 • 11:38UDLAND

Norges statsminister siger, at Danmark er i stand til at tale for sig selv, men kritiserer samtidig Trump.

Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, mener, at den kommende amerikanske præsident, Donald Trumps, udtalelser om Grønland er udtryk for en "lidt speciel ny stil".

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB onsdag.

Trump skrev i slutningen af sidste år, at ejerskab og kontrol over Grønland er "altafgørende".

Og på et pressemøde tirsdag sagde Trump, at han ikke kan udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over Panamakanalen og Grønland.

- Igen lidt løse udsagn, men det er jo en lidt speciel ny stil, vurderer Støre.

- Som den danske statsminister siger, må Grønland tage sine valg. Og rigsfællesskabet, som Grønland er en del af, omfatter jo også Danmark, som også kan snakke for sig, siger Støre til NTB.

Han siger dog også, at den slags spørgsmål ikke bør komme op "på skalaen af trusler mellem allierede".

Spørgsmål: Er du bange for, at Trump også kan få lyst til Svalbard?

- Jeg har ikke hørt noget om det, nej, svarer Støre ifølge NTB om den nordligt beliggende øgruppe, som Norge har suverænitet over på baggrund af Svalbardtraktaten fra 1920.

Tirsdagens Trump-udtalelser faldt, oven på en dag hvor debatten om Grønlands fremtid blussede voldsomt op, blandt andet som følge af at Donald Trump Jr. - Trumps søn - besøgte Nuuk.

Den franske udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, sagde tidligere onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters om de amerikanske udtalelser:

- Det er selvfølgelig ikke en mulighed, at Den Europæiske Union vil lade andre lande i verden angribe sine suveræne grænser, hvem end de er.

Han sagde videre, at han ikke tror, at "USA vil invadere" Grønland. Men han bemærkede, at vi "er gået ind i en æra, hvor vi ser en tilbagevenden til de stærkes lov".

Maria Zakharova, som er talsperson for det russiske udenrigsministerium, har sagt, at det er for tidligt at vurdere Trumps udmeldinger. Hun mener, at man bør afvente, at han officielt tiltræder som præsident. Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass på baggrund af udtalelser til Radio Sputnik.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT