Kamala Harris udråber Trump som vinder af præsidentvalget i USA

6. JAN 2025 • 20:12UDLAND

Valgmændene i USA's delstater har givet Donald Trump 312 stemmer ud af i alt 538. Harris får 226 stemmer.

To måneder og én dag efter præsidentvalget i USA er Donald Trump mandag formelt blevet udråbt som landets næste præsident.

Det er sket efter en optælling af valgmandsstemmer i Kongressen.

Optællingen fandt sted, mens medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus var samlet, og resultatet blev erklæret af USA's afgående vicepræsident, Kamala Harris, der stillede op mod Trump ved præsidentvalget.

Som vicepræsident er hun også formand for Senatet, og det var derfor hendes opgave at erklære det endelige valgresultat.

Republikaneren Trump fik 312 valgmandsstemmer ud af i alt 538 stemmer.

Harris, der var Demokraternes præsidentkandidat, fik 226 valgmandsstemmer, erklærede hun selv fra talerstolen i Kongressen.

Mens Trump bliver USA's næste præsident, er J.D. Vance udråbt som USA's kommende vicepræsident.

Ligesom Trump modtog han 312 stemmer fra valgmandskollegiet.

Inden den endelige erklæring af valgets vindere meddelte fire ordfører fra henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus resultatet af præsidentvalget for hver af USA's 50 delstater.

Det gjorde de stat for stat - i alfabetisk orden.

Løbende overrakte Harris valgcertifikaterne fra de enkelte stater.

Præsidentvalget fandt sted 5. november, og dagen efter stod klart, at Donald Trump ville få en overbevisende sejr.

Løbende erklærede nyhedsbureauet AP og flere tv-stationer vinderen i de enkelte stater på baggrund af data fra blandt andet valgstederne.

Men det er altså først mandag - godt to måneder efter valget - at valgets vinder er blevet endeligt erklæret.

I den mellemliggende periode har de i alt 538 valgmænd været samlet for at afgive deres stemmer på baggrund af vælgernes stemmeafgivning 5. november. Valgmændene var samlet 17. december.

Optællingen af valgmandsstemmer og godkendelsen af valgresultatet foregik fredeligt. Den eneste uro i Kongressen var medlemmernes klapsalver.

Dette står i skarp kontrast til de scener, der udspillede sig samme sted for præcis fire år siden, da tilhængere af Donald Trump stormede Kongressen og afbrød optællingen af stemmer fra præsidentvalget i 2020.

Trump havde forinden påstået, at valget var "stjålet", da det stod klart, at han ville tabe til Demokraternes Joe Biden.

Kongressens medlemmer blev enten evakueret eller måtte barrikadere sig på deres kontorer, da cirka 2000 Trump-støtter gik til angreb.

Først adskillige timer efter stormen på Kongressen fik politiet kontrol med bygningen, og stemmeoptællingen kunne genoptages.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT