Trump efter angreb på hospital i Gaza: Vi må afslutte det mareridt

25. AUG 2025 • 20:15UDLAND

20 personer, hvoraf fem var journalister, er mandag dræbt i israelsk angreb. Det møder kraftig kritik.

Mindst 20 personer - herunder fem journalister - er mandag blevet dræbt i et israelsk angreb på Nasser Hospital i Gaza.

Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Da USA's præsident, Donald Trump, først bliver spurgt til angrebet, siger han, at han ikke kender til det. Derpå siger han:

- Jeg er ikke glad for det. Jeg har ikke lyst til at se det. Samtidig er vi nødt til at få afsluttet det... mareridt, siger han mandag ifølge Reuters til pressen ved Det Hvide Hus.

Det er uklart, hvad Trump præcist mener, der skal afsluttes.

Da han igen bliver spurgt til Gaza, svarer han ifølge Reuters, at situationen snart skal løses.

Han tilføjer, at der pågår en "meget seriøs" diplomatisk indsats i Gaza, mens USA og Israel fortsætter presset på Hamas for at få frigivet gidsler i den igangværende konflikt.

Ifølge Reuters inkluderer de døde i mandagens angreb Hussam al-Masri, Mariam Abu Dagga, Mohammed Salama, Moaz Abu Taha og Ahmed Abu Aziz.

Fotograf Hatem Khalad var også blevet såret i angrebet.

De var alle enten fotografer eller journalister, der arbejdede med Reuters, Al Jazeera, AP og andre nyhedsmedier.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kalder på det sociale medie X angrebet for "utåleligt".

- Civile og journalister skal beskyttes under alle omstændigheder. Medierne skal kunne udføre deres opgave frit og uafhængigt for at dække virkeligheden i konflikten. Humanitær hjælp skal ind. Vi opfordrer Israel til at respektere folkeretten, skriver Macron.

Den britiske udenrigsminister, David Lammy, udtaler, at han er "rystet" efter angrebet.

- Rystet over Israels angreb på Nasser Hospital. Civile, sundhedsarbejdere og journalister skal beskyttes. Vi har brug for en øjeblikkelig våbenhvile, skriver han på X.

Også det tyske udenrigsministerium udtrykker på X, at ministeriet er "chokeret" over angrebet.

- Dette angreb skal undersøges, skriver ministeriet og fortsætter:

- Journalister og mediemedarbejdere spiller en essentiel rolle i at belyse krigens frygtelige virkelighed. Vi har gentagne gange opfordret den israelske regering til straks at give uafhængige udenlandske medier adgang og sikre beskyttelse af journalister, der arbejder i Gaza.

Nasser Hospital er et af de største hospitaler i Gaza.

Udenlandske journalister har som udgangspunkt ikke haft adgang til Gaza under krigen. Internationale medier er derfor afhængige af, at palæstinensiske journalister rapporterer fra området.

Siden krigens begyndelse i 2023 er flere end 200 palæstinensiske journalister blevet dræbt i Gaza ifølge International Journalist Federation, der er en international sammenslutning af fagforeninger for journalister.

Angrebet på Nasser Hospital er ét af flere angreb, som har ramt Gaza siden søndag eftermiddag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT