Tre mennesker er døde i brand under demonstration i Indonesien

30. AUG 2025 • 05:24UDLAND

Demonstranter trængte ind i offentlig bygning og satte ild til den, siger embedsmand fra byrådet i Makassar.

Tre personer er blevet dræbt i den indonesiske by Makassar i en brand, som ifølge myndighederne blev påsat af demonstranter.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er opstået demonstrationer flere steder i Indonesien, efter at føreren af en motorcykeltaxa blev kørt ned af en politibil og døde under en demonstration.

I Makassar førte en demonstration fredag til, at der blev sat ild til en offentlig bygning.

- Tre mennesker mistede livet i forbindelse med hændelsen. To døde på stedet, og én døde på hospitalet. De var fanget i den brændende bygning, siger Rahmat Mappatoba fra byrådet i Makassar.

Embedsmanden anklager demonstranterne for at trænge ind i bygningen og sætte ild til den.

- Det her overgår det, vi forventede. Normalt kaster demonstranter med sten eller brænder et dæk af foran bygningen under en demonstration. De er aldrig før trængt ind og har aldrig før sat ild til den, siger Rahmat Mappatoba.

Alle de dræbte var offentligt ansatte.

Fire yderligere personer er kommet til skade i branden og er bragt på hospitalet, siger embedsmanden.

Branden er slukket.

Makassar ligger på øen Sulawesi. Byen har over en million indbyggere.

Foruden i Makassar har der også været demonstrationer i andre storbyer, herunder i hovedstaden, Jakarta.

De er opstået, efter at billeder fra påkørslen af taxachaufføren har spredt sig. Motorcykeltaxaen blev påkørt under en demonstration, hvor folk havde samlet sig for at vise deres utilfredshed med lave lønninger.

Demonstranterne mener desuden, at politikerne har givet sig selv for mange frynsegoder.

I Jakarta har demonstrationerne også udviklet sig i en voldsom retning.

Fredag samlede flere hundrede mennesker sig foran det hovedkvarter, hvor politienheden Brimob holder til. Demonstranterne anklager politienheden for taxachaufførens død.

De kastede med fyrværkeri, mens politiet svarede igen med tåregas.

En gruppe demonstranter forsøgte at komme ind gennem porten til hovedkvarteret og rev et skilt ned fra bygningens facade.

Politiet har sagt, at syv betjente er blevet tilbageholdt og afhørt i sagen om taxachaufførens død.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT