To meldes såret af israelske skud mod FN-post i Libanon
Ifølge FN-kilde har Israels militær skudt mod en observationspost i Libanon dagen efter lignende angreb.
Israelske styrker har fredag affyret skud mod en observationspost, der tilhører fredsbevarende FN-styrker ved Naquora i det sydlige Libanon.To personer er såret. Omfanget af deres skader kendes ikke.
Det oplyser en unavngiven kilde fra FN.
Israels militær har først på eftermiddagen fredag ikke kommenteret oplysningen eller bekræftet, at det har åbnet ild i området.
Hændelsen finder sted, dagen efter at samme område ifølge FN-organisationen Unifil blev angrebet af Israels militær.
Unifil er FN's fredsbevarende styrker i Libanon.
Organisationen meddelte torsdag, at en israelsk kampvogn havde skudt mod et vagttårn i Naqoura.
Det førte til, at to Unifil-soldater faldt ned fra tårnet og kom lettere til skade.
Israels militær bekræftede efterfølgende, at det havde udført militæroperationer i det pågældende område.
Militæret forklarede, at de fredsbevarende styrker var blevet instrueret i at holde sig inden for særlige områder, inden israelske styrker åbnede ild.
Under et møde i FN's hovedkvarter i New York torsdag opfordrede Israels FN-ambassadør, Danny Danon, til, at Unifils styrker i Naquora rykker fem kilometer mod nord for at "undgå fare, når kampene intensiveres".
Flere lande og EU har udtalt sig særdeles kritisk om torsdagens hændelse, som fandt sted efter den seneste tids eskalering i konflikten mellem Israel og Hizbollah-bevægelsen i Libanon.
Unifil har overvåget grænseområderne mellem Israel og Libanon i årtier.
Organisationen udtalte søndag, at den var "dybt bekymret over de seneste aktiviteter" fra Israels militærstyrker i nærheden af de fredsbevarende styrker i det sydlige Libanon.
Chef for FN's fredsbevarende styrker Jean-Pierre Lacroix sagde torsdag på et møde i FN's Sikkerhedsråd i New York, at flere end 10.400 fredsbevarende soldater i Libanon er i fare.
Siden den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år, har Hizbollah jævnligt angrebet det nordlige Israel fra Libanon med raketter, mens Israel har svaret igen med angreb den anden vej.
Efter at personsøgere og walkie-talkier i september eksploderede og sårede hundredvis af Hizbollah-medlemmer i Libanon, er konflikten mellem Israel og den militante bevægelse taget til.
Hizbollah anklager den israelske efterretningstjeneste Mossad for at stå bag eksplosionerne, hvilket Israel har afvist.
/ritzau/Reuters