Syrisk oprørsleder sender budskab til Vesten: Der er intet at frygte
Vesten har rettet blikket mod Syriens nye styre, som siger, at det er tid til fred og stabilitet.
Andre lande har ingen grund til at frygte det nye styre i Syrien.Det siger bevægelsen Hayat Tahrir al-Shams leder, Abu Mohammed al-Jolani til Sky News.
Den sunnimuslimske bevægelse, der forkortes HTS, stod i spidsen for et oprør, som på få uger har taget magten i størstedelen af det borgerkrigshærgede land, hvor Assad-styret i årtier sad på magten.
Nu har omkringliggende lande og resten af verden rettet blikket mod Syrien for at se, hvilken retning landet går i. Ifølge HTS-lederen er "deres bange anelser unødvendige, om Gud vil".
- Landet vil blive genopbygget, siger al-Jolani i Damaskus, Syriens hovedstad, da han af Sky News bliver spurgt, hvad hans budskab er til bekymrede lande.
- Frygten skyldtes regimets tilstedeværelse. Landet bevæger sig i retning mod udvikling og genopbygning. Det bevæger sig mod stabilitet.
Også Syriens nyudnævnte premierminister, Mohammed al-Bashir, der tirsdag holdt møder med medlemmer af sin overgangsregering, har udtalt sig om Syriens retning.
- Nu er det tid til, at folk kan opleve stabilitet og ro, siger al-Bashir til Al Jazeera. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Hayat Tahrir al-Sham blev grundlagt i 2011 under et andet navn - Jabhat al-Nusra - og var tæt allieret af den militante gruppe al-Qaeda, der blev grundlagt af Osama bin Laden og har udført flere angreb mod Vesten.
HTS betragtes af blandt andet USA som en terrorgruppe, men al-Jolani har forsøgt at lægge afstand til al-Qaeda og gruppens rødder.
Der har i vestlige lande været diskussioner om, hvorvidt HTS-terrorstemplet skal fjernes efter de seneste udviklinger i Syrien. Det skriver Sky.
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har ifølge AFP opfordret til, at der nu kommer en "inkluderende" politisk proces i Syrien. USA vil så anerkende en regering, hvis den lever op til de standarder.
Al-Bashir skal foreløbigt være fungerende premierminister frem til 1. marts 2025.
Det er uvist, om Hayat Tahrir al-Sham planlægger at afholde valg omkring 1. marts 2025.
/ritzau/