Sydkorea ophæver militær aftale efter nordkoreansk ballonstunt

3. JUN 2024 • 07:36UDLAND

Sydkorea reagerer på nordkoreansk ballonstunt og ophæver aftale, hvis formål var at mindske spændinger.

Sydkorea ophæver en militær aftale, hvis formål var at mindske spændingerne med Nordkorea.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap mandag morgen dansk tid.

Ophævelsen af aftalen, som blev indgået i 2018, kommer, efter at Nordkorea for nylig sendte hundredvis af balloner med affald og afføring over grænsen til Sydkorea.

Ballonerne landede i Sydkoreas nordlige provinser, hvilket blandt andet inkluderer Seoul og Gyeonggi-provinsen. Her bor knap halvdelen af Sydkoreas befolkning.

Myndighederne i Sydkorea opfordrede lokalbefolkningen til at holde sig væk fra ballonerne.

Allerede i november kom det frem, at Sydkorea delvist ville ophæve den pågældende aftale.

Det skete som reaktion på Nordkoreas opsendelse af, hvad der af vestlige lande betegnes som en spionsatellit.

Som led i aftalen havde parterne etableret en direkte linje for at sikre, at de kunne komme i kontakt i tilfælde af en konflikt.

Aftalen gjorde det også ifølge mediet Stars and Stripes forbudt for parterne at udstationere bevæbnede soldater ved den demilitariserede zone (DMZ).

DMZ er et fire kilometer bredt bælte mellem Nord- og Sydkorea - to kilometer på hver side af den formelle grænse.

Aftalen blev underskrevet af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den daværende sydkoreanske præsident Moon Jae-in.

Det skete efter en række møder ved netop DMZ og i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Desuden indebar aftalen et flyveforbud for alle typer af luftfartøjer over DMZ og en række andre tiltag.

Nordkorea har i de seneste år opbygget sin nukleare styrke. I september indskrev landet sin status som atommagt i forfatningen.

Korea blev delt i to efter Anden Verdenskrig.

Det kommunistiske Nordkorea og det USA-venlige Sydkorea gik kort efter i krig med hinanden. Kamphandlingerne sluttede med en våbenhvile i 1953, men der er aldrig blevet indgået en fredsaftale, og formelt set er de to stadig i krig.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT