Svensk domstol frifinder syrisk general i sag om krigsforbrydelser

20. JUN 2024 • 13:01UDLAND

En syrisk brigadegeneral har ved en svensk domstol været anklaget for medvirken til angreb i Syrien.

En tidligere syrisk brigadegeneral er i Sverige blevet frifundet i en sag om medvirken til krigsforbrydelser.

Det oplyser Stockholms tingsrätt - svarende til den danske byret - torsdag, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Den 65-årige mand er den højst rangerede syriske officer, som er blevet stillet for en domstol i et europæisk land, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Den tidligere brigadegeneral var anklaget for at have bidraget til "tankeløse angreb" i og omkring byerne Homs og Hama i Syrien i en periode i 2012. Det oplyser retten på sin hjemmeside. Borgerkrigen i landet begyndte i 2011 og pågår fortsat.

Manden deserterede fra den syriske hær i juni 2012 og kom til Sverige tre år senere, hvor han søgte asyl.

I sagen var han også anklaget for at have gjort tjeneste som chef for en division.

Retten har fundet det klarlagt, at der fra 1. januar 2012 var en "ikke-international væbnet konflikt mellem den syriske regering på den ene side og væbnede grupper på den anden".

Det samme er tilfældet om den syriske hærs krigsførelse i konflikten, der omfattede "tankeløse angreb i strid med folkeretten".

Der er dog ikke fremlagt beviser for, at den division, manden var anklaget for at være en del af, deltog i disse påståede angreb, oplyser retten videre.

Retssagen mod manden blev indledt i april, men gennem sin forsvarsadvokat afviste han anklagerne som værende grundløse, skriver NTB.

Ifølge nyhedsbureauet har flere lande i Europa anklaget højtstående politiske og militære syriske ledere. Der er dog foreløbigt ikke afsagt dom i disse sager.

I marts rejste anklagemyndigheden i Schweiz en sag om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden mod Rifaat al-Assad. Han er onkel til Syriens nuværende præsident, Bashar al-Assad.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT