Spanien og Irland vil anerkende Palæstina som selvstændig stat

22. MAJ 2024 • 10:04UDLAND

Irlands premierminister forventer, at flere lande vil anerkende Palæstina som stat i de kommende uger.

Spanien og Irland følger i Norges fodspor og vil anerkende Palæstina som selvstændig stat.

Det siger de to landes premierministre onsdag ifølge Reuters.

Den irske premierminister, Simon Harris, siger desuden, at han forventer, at flere lande vil tage lignende skridt i de kommende uger.

Tidligere onsdag meddelte den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, at Norge vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det vil træde i kraft 28. maj.

Også Spaniens anerkendelse træder i kraft denne dag, lyder det fra den spanske premierminister, Pedro Sanchéz.

Pedro Sanchéz siger desuden, at han mener, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, bringer en tostatsløsning "i fare" med hans politik om "smerte og ødelæggelse" i Gazastriben, skriver nyhedsbureauet AFP.

Som reaktion på landenes anerkendelse af en palæstinensisk stat har Israels udenrigsminister, Israel Katz, meddelt, at Israel hjemkalder ambassadører i Dublin og Oslo.

I forvejen anerkender ni EU-lande en palæstinensisk stat, herunder Sverige, Polen og Ungarn.

Danmark anerkender ikke Palæstina som selvstændig stat.

Foruden Irland, Spanien og Norge har også Slovenien og Malta i løbet af de seneste uger indikeret, at de vil anerkende Palæstina som selvstændig stat. Det skriver Reuters.

Tidligere i maj stemte Danmark for en FN-resolution, der opfordrede til et palæstinensisk medlemskab af FN.

Ifølge Mette Frederiksen (S) stemte Danmark for at give palæstinenserne en stemme i det internationale samarbejde.

Hun sagde ved samme lejlighed, at en anerkendelse af en palæstinensisk stat fra dansk side kun kan ske som en del af en tostatsløsning. Hun sagde samtidig, at en tostatsløsning lå langt væk.

Ifølge NTB anerkender 143 ud af FN's 193 medlemslande Palæstina som en selvstændig stat. Her er Norge, Spanien og Irland ikke indregnet.

USA og flere vesteuropæiske lande har tidligere sagt, at de er villige til at anerkende en palæstinensisk stat en dag, men ikke før parterne er nået til enighed om en række spørgsmål herunder de endelige grænser og Jerusalems status.

Jonas Gahr Støre siger onsdag, at Norges anerkendelse af en palæstinensisk stat er en måde, hvorpå landet støtter "de moderate kræfter, som har mistet terræn i denne langvarige og brutale konflikt".

- Dette kan i sidste ende gøre det muligt at genoptage processen hen imod at opnå en tostatsløsning og give den fornyet momentum, siger han ifølge AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT