Slovakiet truer med at skære i støtten til ukrainske flygtninge

3. JAN 2025 • 08:25UDLAND

1. januar blev der lukket for, at der kan løbe russisk gas gennem Ukraine. Det har skabt vrede i Slovakiet.

Slovakiet truer med at skrue ned for støtten til ukrainske flygtninge i landet som følge af en mere og mere ophedet strid om gas.

Det skriver det britiske medie BBC og nyhedsbureauet Reuters.

Den slovakiske regering og premierminister Robert Fico er vrede over, at Ukraine fra og med 1. januar 2025 har lukket for, at der kan løbe russisk gas gennem Ukraine og videre til resten af Europa.

Den pågældende rørlinje har i årtier sørget for at sende gas til Centraleuropa.

Slovakiet har været et af linjens centrale knudepunkter og har tjent millioner af euro på at sende gas videre til andre europæiske lande.

Ud over at skære i støtten til ukrainske flygtninge overvejer Slovakiet at skære ned på sine leverancer af elektricitet til Ukraine, siger Fico i en video offentliggjort på Facebook.

Fico siger i videoen, at det vil koste Slovakiet næsten 500 millioner euro - 3,7 milliarder kroner - hvis landet ikke længere kan sende russisk gas videre til andre lande. Det beløb skal Slovakiet kompenseres for, mener han.

Slovakiets premierminister er en af de få europæiske ledere, der fortsat har et venskabeligt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

I december besøgte han også Putin i Moskva. Efterfølgende meddelte den slovakiske regeringsleder, at han gerne ville være vært for fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine i Slovakiet.

Fico har nu både truet med at begrænse eksport af strøm til Ukraine og altså også at "skrue markant ned" for støtten til ukrainere i Slovakiet.

Spørgsmålet om gasleverancerne vil Fico tage op i EU-regi i Bruxelles i næste uge, og desuden skal Slovakiets sanktionsmuligheder diskuteres internt i Ficos regeringskoalition.

FN's flygtningeagentur (UNHCR) vurderede i sidste måned, at der er omkring 130.000 ukrainske flygtninge i Slovakiet ud af i alt 6,8 millioner globalt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT