Kvindelandstræner misunder herrernes brede udvalg

5. JAN 2025 • 07:00SPORT

Andrée Jeglertz efterlyser bedre forhold for pige- og kvindefodbold i Danmark, så han kan få hovedbrud.

Når de danske fodboldkvinder i juli skal spille EM i Schweiz, kigger landstræner Andrée Jeglertz mod en snæver gruppe af spillere.

Tidligere herrelandstræner Kasper Hjulmand udtalte et halvt år før flere forskellige slutrunder, at han skulle finde sine mesterskabsspillere i en pulje med 45-50 kandidater, men så mange er slet ikke i betragtning til kvindernes EM.

Det siger Andrée Jeglertz, forud for at han til sommer skal have 23 spillere med til slutrunden.

- Det er svært at sige, præcis hvor mange der er i spil til EM, men det er ikke i nærheden af 45 spillere. Så mange har jeg slet ikke at vælge imellem med det påkrævede niveau, siger Andrée Jeglertz.

- Hvis man for eksempel ser på Sverige, Spanien og Holland, så har de langt flere spillere at vælge imellem, når de skal udtage deres landshold. Bredden er et af de steder, hvor Danmark halter efter, tilføjer han.

Han ville ønske, at flere danske spillere befandt sig i stærke udenlandske ligaer, for stort set alle i periferien af landsholdet befinder sig uden for Danmarks grænser. Et skridt i den retning er at få mere professionelle tilstande i dansk fodbold.

Følger flere klubber Brøndbys eksempel og bliver fuldtidsprofessionelle, avler det en større og bedre talentmasse og en bedre kvindeliga. Det vil samtidig være et afsæt til at få flere danskere til eksempelvis engelsk, tysk eller spansk fodbold, og det vil løfte landsholdets bredde betragteligt, mener landstræneren.

- De nuværende landsholdsspillere spiller alle i virkelig spændende klubber i Europa, og jeg synes, at jeg har en virkelig stærk landsholdstrup. Jeg udtager 23 spillere ad gangen, og de er meget stærke, og så er der en lille gruppe med stærke spillere, som ikke er med, fordi de er skadede, syge eller fravalgt.

- Men når jeg så ser ud over dem, så er der ikke mange. Overordnet er der for få spillere at vælge imellem. Vi skal have udvidet feltet, så der er flere spillere, som bør være i betragtning til at kunne komme på landsholdet, så det bliver sværere at udtage det, for lige nu er der ikke mange hovedbrud.

- Vores bredde skal have et mærkbart løft i de kommende år, siger Andrée Jeglertz.

Han mener, at der stadig i for mange klubmiljøer gives bedre forudsætninger til et U13-drengehold end til klubbens bedste pige- eller kvindehold.

- Kvindefodboldkulturen skal udvikles, for der er stadig for stor forskel på forudsætningerne for at spille pige- og drengefodbold i Danmark. Der er stadig et stort stykke arbejde at gøre, og jeg ser det også som en del af mit arbejde at hjælpe udviklingen på vej.

- Jeg prøver at gøre mit for, at medierne skriver mere om kvindefodbold, og for, at kvindefodbolden bliver tilført flere penge. Den kamp er en del af en landstræners jobbeskrivelse, synes jeg. Jeg må gøre opmærksom på, når noget skal blive bedre, siger han.

Svenskeren giver den næste indikation på, hvem der kommer med i EM-truppen, når han i februar udtager årets første landsholdstrup forud for Nations League-kampene mod Sverige og Italien.

Siden følger samlinger i april og maj, inden han i juni udtager Danmarks EM-trup.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT