Tauson har svært ved at glædes over titel: Den værste finale
Clara Tausons flotte turnering i New Zealand sluttede med en titel - men på en noget antiklimatisk måde.
Den danske tennisspiller Clara Tauson tog søndag morgen dansk tid en af de største titler i karrieren, da hun vandt WTA 250-turneringen i Auckland.22-årige Tauson har dog alligevel svært ved at finde den helt store glæde frem efter en noget antiklimatisk finale mod japanske Naomi Osaka.
Danskeren måtte nemlig se sin modstander trække sig efter første sæt, efter at japaneren havde vundet sættet med 6-4.
Det betød, at Tauson endte som vinder af turneringen.
- Jeg er virkelig ked af, hvordan den her finale endte, og Naomi spillede virkelig godt. Det er den værste finale, jeg har spillet, rent følelsesmæssigt, for jeg kan ikke rigtig føle mig glad, siger Tauson efter kampen ifølge TV2 Sport.
- Når jeg om lidt tid tænker tilbage på titlen, vil jeg selvfølgelig være glad, for jeg har spillet noget god tennis. Jeg er også glad for at have vundet, men alligevel ikke rigtigt, lyder det fra Tauson.
Titlen i Auckland er Tausons første på WTA-touren, siden hun vandt en WTA 250-turnering i Luxembourg i september 2021.
Undervejs i Auckland har Tauson blandt andet besejret den stærke amerikaner Madison Keys, der var topseedet i turneringen.
Samtidig nåede hun frem til semifinalen i doubleturneringen i Auckland.
Tauson siger efter søndagens finale, at hun hele vejen har haft det godt og ikke har været bekymret for sin fysik trods et tætpakket program.
Det tyder dermed også på, at danskeren er så klar som muligt til sæsonens første store mål, grandslamturneringen Australian Open.
Den skydes i gang den 12. januar i australske Melbourne.
/ritzau/