Seks soldater meldes dræbt i israelsk droneangreb mod Syrien

27. AUG 2025 • 03:18UDLAND

Seks soldater har ifølge statslig tv-station mistet livet i angreb nær Damaskus. Israel har ikke kommenteret.

Seks syriske soldater er blevet dræbt i israelske droneangreb nær Syriens hovedstad, Damaskus.

Det rapporterer den statslige tv-station El Ekhbariya TV natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, mens Syrien og Israel deltager i drøftelser om, hvordan spændingerne i det sydlige Syrien kan deeskaleres. Her er USA mægler.

Ifølge Reuters forsøger Syrien at lande en sikkerhedsaftale, som kan åbne for bredere politiske forhandlinger.

Israel har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne fra tv-stationen om de dræbte soldater.

Fra Syrien lød det mandag, at Israel havde sendt 60 soldater ind på syrisk territorium nær Hermonbjerget, som ligger ved grænsen mellem Libanon og Syrien. Ifølge Syrien var der dermed tale om en krænkelse af Syriens suverænitet.

Fra Israels militær lød det, at styrkerne udførte det, der blev omtalt som en rutineoperation i det sydlige Syrien - men at den ikke fandt sted i Beit Jinn, som er et område nær grænsen med Libanon tæt på Hermonbjerget.

Syriens udenrigsministerium fordømte tirsdag de seneste israelske angreb, der har fundet sted på syrisk jord. Ifølge udenrigsministeriet udgør de en direkte trussel mod den regionale fred og sikkerhed.

Israel har flere gange tidligere sagt, at sikkerhedsmæssige bekymringer er årsagen til landets militære handlinger i Syrien, som har været styret af en overgangsregering siden december sidste år. Her blev landets mangeårige leder Bashar al-Assad blev væltet.

Israel har udført luftangreb for efter eget udsagt at forhindre, hvad landet betegner som Syriens regeringsstyrkers massedrab på drusere.

Druserne er en arabisk religiøs gruppe på cirka en million mennesker, der primært bor i Syrien, Libanon og Israel.

Efter at have væltet Bashar al-Assad lovede Syriens nye præsident, Ahmed al-Sharaa, et Syrien for alle. Men druserne har udtrykt bekymring for, at nogle af deres ledere er blevet udelukket og har begrænset repræsentation i den nye regering, hvori der blot er én drusisk minister.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT