Røde Kors aktiverer stort beredskab i jamaicansk rekordorkan
Orkanen Melissa har kurs mod Jamaica, og Røde Kors forventer omfattende ødelæggelser i udsatte områder.
Den kraftigste storm på kloden i år har direkte kurs mod Jamaica, og det har for alvor aktiveret Røde Kors' beredskab ved østaten.Orkanen Melissa ventes at gå i land på Jamaicas vestkyst tirsdag, og sammen med samarbejdspartnere har Røde Kors gjort et stort, forberedende arbejde.
Det fortæller katastrofechefen i Røde Kors i Danmark, Peter Rothe Schultz.
- Vi har aktiveret alle ressourcer af frivillige og ansatte, der har evakueret og advaret folk fra udsatte områder, siger han.
Orkanen er opjusteret til en kategori fem-orkan. Skalaen går fra et til fem, hvor fem er den højeste vindstyrke. Vinden kan flere steder ramme 78 meter i sekundet.
- Alle forudsigelser siger, at det bliver rigtig kraftigt. Meldingen er også, at orkanen går direkte ind over Jamaica, så vi frygter desværre rigtig store ødelæggelser, siger Peter Rothe Schultz.
Ifølge Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) vil orkanen Melissa blive den værste storm, der har ramt Jamaica i dette århundrede.
Det kraftige vejr er ikke eneste udfordring for Røde Kors og de lokale samarbejdspartnere.
- Der har været en tilbageholdenhed i forhold til at lade sig evakuere. Folk vil gerne blive ved deres hjem, og der de har deres levegrundlag, siger katastrofechefen.
Den kraftige orkan ventes desuden at blive efterfulgt af enorme mængder nedbør.
Op mod 750 millimeter regn kan falde efter orkanen, og det kommer efter alt at dømme til at byde på jordskred, stormfloder og oversvømmelser.
- Desværre kan det blive ret omfattende, siger Peter Rothe Schultz.
I Jamaica har også myndighederne opfordret indbyggerne til at lade sig evakuere til omkring 900 krisecentre forskellige steder i landet. Her tilbydes der støtte til dem, der vælger at forlade deres hjem.
Søndag aften udstedte Jamaicas premierminister, Andrew Holness, ordre om obligatorisk evakuering til indbyggere i Port Royal, som er del af hovedstaden Kingston, og seks andre områder.
Begge Jamaicas internationale lufthavne er desuden blevet lukket.
/ritzau/
