Midtvejsvalg i Argentina giver stor sejr til præsident Milei
I provinsen Buenos Aires har Javier Mileis parti taget valgsejr. Det betragtes som et markant politisk skifte.
Argentinas parlamentsvalg søndag er endt med en jordskredssejr til landets præsident, Javier Milei.Mileis parti, La Libertad Avanza, har fået 41,5 procent af stemmerne i provinsen Buenos Aires, mens den peronistiske opposition har fået 40,6 procent, viser resultaterne fra hovedstadsprovinsen, hvor optællingen er færdig.
Peronisme er en argentinsk ideologi med fokus på blandt andet social retfærdighed og nationalisme.
Buenos Aires har længe været et politisk magtcentrum for peronisterne, og med Mileis sejr er der dermed tale om et markant politisk skifte i provinsen.
- I dag har vi nået et vendepunkt. I dag begynder opbygningen af et storartet Argentina, siger Milei ved La Libertad Avanzas valgfest i Buenos Aires ifølge AFP.
Ved midtvejsvalget skal halvdelen af pladserne i Deputeretkammeret - 127 pladser - og en tredjedel af pladserne i Senatet - 24 pladser - besættes.
På baggrund af de landsdækkende resultater står La Libertad Avanza til at få 64 pladser i Deputeretkammeret. Partiet sidder aktuelt på 37 af pladserne i dette kammer.
Inden valget har oppositionsbevægelsen haft det største mindretal i både Deputeretkammeret og i Senatet.
For Milei er målet med valget at styrke partiets mindretal i Senatet - hvor La Libertad Avanza aktuelt kun har seks senatorer - og at bevare støtten fra USA's præsident, Donald Trump.
Trumps administration har lovet at støtte Argentinas økonomi med 20 milliarder dollar. Det svarer til knap 129 milliarder kroner. Men han har også truet med at droppe støtten, hvis Milei ikke klarede sig godt ved valget.
Den amerikanske præsident lykønsker mandag morgen dansk tid Milei med sejren, som Trump kalder en jordskredssejr.
- Han gør et fantastisk stykke arbejde. Vores tillid til ham er blevet bekræftet af det argentinske folk, skriver Trump i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
Milei blev i 2023 valgt på løfter om bekæmpelse af inflation samt at få de offentlige udgifter ned i Argentina.
Det Hvide Hus i USA og udenlandske investorer har været imponerede over regeringens evne til markant at reducere den månedlige inflation - fra 12,8 procent før Mileis indsættelse til 2,1 procent i sidste måned - og til at opnå et budgetoverskud.
Mileis popularitet i Argentina er dog faldet i de seneste måneder på grund af offentlig frustration over hans nedskæringer i de offentlige udgifter.
/ritzau/Reuters
