Chokeret trænerveteran vil kun være kortvarig Celtic-vikar
Martin O'Neill er meget overrasket over at være tilbage i Celtic, men afviser et længere engagement.
20 år efter at han forlod klubben, er Martin O'Neill tilbage i trænersædet i den skotske storklub Celtic.Den 73-årige veteran blev mandag med kort varsel indkaldt som vikar, da Brendan Rodgers pludselig sagde sit job op. Og O'Neill er indstillet på, at hans tid i klubben snart kan være forbi igen.
- Det var en chokerende nyhed, og det chokerede også mig. Men det drejer sig bare om at træde til og gøre sit arbejde på kort sigt, indtil der bliver fundet en permanent løsning, siger Martin O'Neill til TalkSport.
Mellem 2000 og 2005 stod han med stor succes i spidsen for Glasgow-klubben, som han førte til tre skotske mesterskaber og en række pokaltitler.
I 2003 nåede Celtic Uefa Cup-finalen, som blev tabt til Porto efter forlænget spilletid. Men selv om O'Neill kun har gode minder fra sin første tid i klubben, har han altså ingen ambitioner om at stå i spidsen for et nyt projekt.
- Det er svært at afvise nogen, der gav mig et job, da klubben havde mange andre muligheder for 25 år siden. Da jeg havde samlet mig selv op fra gulvet, tænkte jeg, at jeg måske skulle sige ja.
- Selvfølgelig havde jeg en supertid i Celtic. Det var et privilegium. Men jeg kan ikke understrege nok, at det er en kortsigtet løsning. Jeg holder bare sædet varmt, fastslår Martin O'Neill.
Efter sin første periode i Celtic var han træner for Aston Villa, Sunderland og det irske landshold. Hans seneste træneropgave var i Nottingham Forest i 2019, hvor han blev fyret efter fem måneder.
Celtic er otte point efter førende Hearts i den bedste skotske række.
/ritzau/
