83-årig præsident har kurs mod genvalg i Elfenbenskysten

26. OKT 2025 • 22:37UDLAND

To førende modkandidater fik ikke lov at stille op mod Ouattara. Oppositionen sår tvivl om hans legitimitet.

Elfenbenskystens 83-årige præsident, Alassane Ouattara, har kurs mod sin fjerde embedsperiode.

Det viser de foreløbige resultater fra lørdagens valg, meddeler valgkommissionen i det afrikanske land sent søndag aften.

De to førende modkandidater - ekspræsident Laurent Gbagbo og tidligere Credit Suisse-direktør Tidjane Thiam - havde begge fået forbud mod at stille op ved valget.

Ingen af de fire, der fik lov at stille op mod Ouattara, repræsenterede et større parti.

Præsidentens nærmeste rival ved valget, den tidligere handelsminister Jean-Louis Billon, har erkendt sit nederlag. Det skriver Reuters.

De officielle valgresultater, der er offentliggjort sent søndag aften, viser en valgdeltagelse på noget nær 100 procent i de nordlige dele af Elfenbenskysten.

I den del af landet står Ouattara stærkt.

Men i de sydlige dele af landet, hvor oppositionen har udbredt støtte, var der stort set tomme valglokaler i løbet af valgdagen lørdag.

Den sydlige del af Elfenbenskysten tæller blandt andet landets største by og økonomiske centrum, Abidjan.

- Vi ser en meget klar opdeling mellem nord og syd, siger Simon Doho, der er leder af oppositionspartiet Elfenbenskystens Demokratiske Parti (PDCI).

Han peger på, at der i syd har været en meget lav valgdeltagelse.

- Der kan sås tvivl om legitimiteten af en præsident, der er valgt under de forhold, mener han.

Ifølge valgkommissionen ligger valgdeltagelsen på omkring 50 procent.

Det er omtrent samme niveau som i 2020, hvor Ouattara fik 94 procent af stemmerne, efter at oppositionen havde opfordret til boykot af valget.

Selv om valgdagen forløb fredeligt, var der omkring 200 meldinger fra sikkerhedsstyrkerne om forskellige hændelser.

Blandt andet havde indbyggere i landsbyen Lopou, der ligger 40 kilometer vest for Abidjan, bygget barrikader og blokeret for adgangen til valgstederne.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT