Lande opretholder fiskekvoter i ny aftale trods EU-advarsler
EU-Kommissionen ville sænke nogle kvoter markant, men det har EU-landene valgt at se bort fra.
EU-landene har tirsdag indgået en aftale for fiskeriet i Østersøen, hvor der fortsat bliver plads til at fiske pressede bestande trods advarsler fra den biologiske rådgivning og EU-Kommissionen.Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) erkender, at miljøtilstanden "er presset". Samtidig er han tilfreds med, at man har bevaret kvoter for nogle af de udsatte arter.
- Jeg er glad for, at vi som formandskabsland har formået at lande et kompromis med bred opbakning blandt medlemslandene, siger Jacob Jensen i en pressemeddelelse.
Den danske fiskeriminister har ledet forhandlingerne i EU under det danske EU-formandskab.
EU-Kommissionen havde på baggrund af den videnskabelige rådgivning foreslået en betydelig reduktion for blandt andet torsk og sild.
Landene har trods rådgivningen besluttet at fastholde fiskeriet for sild og torsk med bifangstkvoter på samme niveau som i år i den vestlige Østersø.
Fiskeriet efter sild med reelle kvoter - ikke bifangst - er fastholdt i tre andre områder i Østersøen.
Samtidig stiger kvoten 41 procent for brisling. Brisling er en sildefisk, der hovedsageligt bruges til at producere fiskemel og fiskeolie. Den sælges også som benfri sild.
Kvoten for rødspætte reduceres med tre procent. Her har landene valgt at følge biologernes og EU-Kommissionens rådgivning.
- For mig afspejler kompromiset de rette balancer, hvor vi muliggør et fiskeri efter de arter og i de mængder, som rådgivningen tillader. Men samtidig passer på de fiskebestande, som er under et stort pres, siger Jacob Jensen.
Man har besluttet at fastholde forbuddet mod rekreativt torskefiskeri, og fiskeri efter torsk er helt lukket i fiskens gydeperiode i hele Østersøen.
/ritzau/
