Vejen støder Ikast-Brande af tronen som mest erhvervsvenlig
For anden gang er Vejen Kommune kåret af Dansk Industri som Danmarks mest erhvervsvenlige.
Det plejer at være en formalitet, når Dansk Industri hvert år kårer landets mest erhvervsvenlige kommune, men i år har der været tæt løb om prisen.Ikast-Brande har vundet prisen 13 ud af de hidtil 15 gange, den er uddelt, men i år må den midtjyske kommune nøjes med en tredjeplads.
Det bliver i stedet Vejen Kommune, der vinder årets pris i tæt duel med Ikast-Brande og nabokommunen Billund. Det er anden gang, at Vejen løber med prisen. Første gang var i 2022.
- Det betyder rigtig meget for mig, at vi får så gode tilbagemeldinger fra virksomhederne i kommunen, siger Vejen-borgmester Frank Schmidt-Hansen (V).
- Vi kan jo nemt sige politisk, at vi vil være løsningsorienterede og fleksible. Men virkeligheden afhænger jo af, hvordan det bliver effektueret ude i organisationen.
- Og der må jeg jo bare rette en stor tak til hele den kommunale administration og vores 3500 ansatte.
Vejen scorer blandt andet højt inden for uddannelse og arbejdskraft, ligesom kommunen også er effektiv, når det gælder behandling af byggesager.
Dermed lægger kommunen sig i samme spor som en række omkringliggende kommuner, der scorer højt i undersøgelsen.
Faktisk består top-10 udelukkende af jyske kommuner, der befinder sig syd for Limfjorden.
- Med få undtagelser kan kommuner i nord og øst lære af de syd-, midt- og vestjyske kommuner. Her er der generelt større fokus på at skabe gode vilkår for virksomhederne til gavn for arbejdspladser, økonomi og aktivitet i hele lokalsamfundet, siger Emil Fannike Kjær, der er erhvervs- og medlemsdirektør i Dansk Industri.
Ranglisten baserer sig dels på offentlig tilgængelig statistik og dels på en spørgeskemaundersøgelse, som Dansk Industri har foretaget blandt mere end 7500 medlemsvirksomheder.
91 af landets 98 kommuner deltager i undersøgelsen. De syv kommuner, der er sorteret fra, har ikke et tilstrækkeligt antal deltagende virksomheder til, at det giver et ordentligt sammenligningsgrundlag.
SMV Danmark kom i sidste uge med sit bud på landets mest erhvervsvenlige kommune for små og mellemstore virksomheder.
Her blev Struer Kommune en klar nummer et foran Ikast-Brande, Mariagerfjord og Billund. Vejen sluttede som nummer syv.
/ritzau/