Paven vil have undersøgt Israels indgriben i Gaza
I en kommende jubilæumsbog, der udkommer tirsdag, kommer pave Frans ind på konflikten i Gaza.
Pave Frans foreslår, at det skal undersøges, om Israels militære indgriben i Gaza har karakter af folkedrab. Det skriver Reuters søndag.I et uddrag af bogen "Håb skuffer aldrig. Pilgrimme mod en bedre verden", som mediet Vatican News har bragt søndag, opfordrer han til at få Israels indsats undersøgt.
- Det, der sker i Gaza, har karakter af folkedrab ifølge nogle eksperter.
- Det skal undersøges nøje for at kunne vurdere, om det passer inden for den tekniske definition (af folkedrab, red.), formuleret af jurister og internationale organer, siger pave Frans i uddraget.
Citatet stammer fra en passage i bogen, hvor pave Frans nævner den humanitære krise i Gaza.
Den 87-årige Pave Frans kommer også ind på lande, som modtager krigsflygtninge.
- I Mellemøsten fortsætter lande som Jordan og Libanon med at frelse millioner af mennesker, som flygter fra konflikten i den region.
- Jeg tænker på alle dem, der forlader Gaza midt i hungersnøden, der har ramt deres palæstinensiske brødre og søstre, som ikke kan få leveret mad og hjælp ind til deres territorie, skriver han.
Bogen kommer i anledning af den katolske kirkes jubilæumsår i 2025, hvori pave Frans kommer med sine erindringer.
Jubilæumsår i den katolske kirke fejres typisk hvert 25. år. I det kommende jubilæumsår forventes det, at 30 til 40 millioner kommer og besøger Vatikanet i den italienske hovedstad Rom.
Pave Frans er født i den argentinske hovedstad Buenos Aires, og han har været pave siden 2013, hvor han afløste pave Benedikt 16.
Bogen "Håb skuffer aldrig. Pilgrimme mod en bedre verden" udkommer tirsdag 19. november i blandt andet Italien, Spanien og Latinamerika og udgives gennem "Hernán Reyes Alcaide, Edizioni Piemme publishers".
/ritzau/