27-årig skal håndtere pressen som yngste medlem af Trumps hold

16. NOV 2024 • 02:54UDLAND

Karoline Leavitt, der var talskvinde for Donald Trumps valgkampagne, bliver også talskvinde i Det Hvide Hus.

Donald Trump har valgt den 27-årige Karoline Leavitt som talskvinde i Det Hvide Hus, når han indtager præsidentposten i januar.

Det fremgår fredag af en udtalelse fra Trump.

Her skriver den kommende præsident, at Leavitt "er klog, hårdfør og har vist sig at være en yderst effektiv kommunikator".

- Jeg har fuld tiltro til, at hun kommer til at trives ved talerpulten og kommer til at hjælpe med at levere vores budskab til det amerikanske folk, lyder det.

Leavitt har også været talskvinde under Trumps valgkampagne.

Hun er den yngste af de personer, der indtil videre er blevet udpeget til at være en del af Trumps kommende administration.

Hun bliver også den yngste nogensinde til at udfylde den fremtrædende post som talsperson i Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters. Indtil nu har den yngste været 29-årige Ron Ziegler, som Richard Nixon udpegede i 1969.

Når Trump den 20. januar får nøglerne til Det Hvide Hus, bliver det Leavitts primære opgave at håndtere pressen og blandt andet deltage i pressemøder.

Det er en opgave, der under USA's nuværende præsident, Joe Biden, i øjeblikket tilhører 50-årige Karine Jean-Pierre.

Leavitts udfordring bliver ifølge Reuters at videregive pålidelig information og være troværdig over for pressen - samtidig med at hun holder sig på god fod med Trump.

Karoline Leavitt stillede i 2022 op til Repræsentanternes Hus i sin hjemstat New Hampshire. Hun endte dog ikke med at blive valgt.

Hun har også arbejdet som kommunikationschef for Elise Stefanik, der af Trump er blevet udnævnt som ny FN-ambassadør.

Fredag blev Karoline Leavitt interviewet til en podcast hos Fox News. Her fortalte hun, at hun selv har taget initiativ til at følge en politisk karriere.

- Jeg voksede ikke op i en politisk familie. Jeg voksede op som de fleste amerikanere i en middelklassefamilie i mit hjem i New Hampshire.

- Da jeg kom på universitetet begyndte jeg at dykke ned i politik, sagde hun.

I podcasten fortalte hun også, at hun blev mor til sit første barn i juli.

Tidligere fredag meddelte Trump, at Steven Cheung får jobbet som kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT