Olympisk mester tager første World Cup-sejr i to år
Clement Noël var hurtigst i sæsonens første World Cup-slalomløb. Brasilianer var tæt på at skrive historie.
Den olympiske mester Clement Noël dominerede søndag i Levi i Finland i sæsonens første World Cup-slalomløb.Den franske skiløber forsvarede sin føring fra første gennemløb og endte med at vinde med 0,8 sekunder ned til Henrik Kristoffersen fra Norge.
Clement Noëls tid på 1 minut og 53,98 sekunder var således nok til at sikre franskmanden sin 11. World Cup-sejr og den første i knap to år.
Schweizeren Loïc Meillard fuldendte podiet med 0,15 sekunder op til Henrik Kristoffersen.
Lucas Braathen endte på fjerdepladsen, men var ifølge The Telegraph kun en tiendedel af et sekund fra at sikre Brasilien landets første World Cup-podieplacering nogensinde.
35-årige Marcel Hirscher, der vandt den samlede World Cup otte gange fra 2012 til 2019, var langt fra fordums styrke i sit første slalomløb i fem år.
Østrigeren, der nu stiller op for sin mors hjemland, Holland, formåede ikke at kvalificere sig til andet gennemløb.
Hans første løb på 1 minut og 2,26 sekunder var mere end to sekunder langsommere end Noëls tid og rakte blot til en placering som nummer 46.
/ritzau/Reuters