PGA-kort overskygger misset triumf for Højgaard i Dubai
Rasmus Højgaard fik ikke sejren, men et PGA Tour-kort med fra sæsonfinalen, og det er stort for danskeren.
Når man ligger på en delt førsteplads med tre huller tilbage af en golfturnering, vil det som regel være svært at glæde sig over en andenplads.Ikke desto mindre var det, hvad 23-årige Rasmus Højgaard kunne efter søndagens sæsonfinale på DP World Tour i Dubai.
For med andenpladsen fik han taget revanche for en bitter afslutning på sidste sæsons finale i Dubai, hvor han missede PGA Tour-kortet.
- Det har jo betydning for, hvilke turneringer jeg kommer til at spille. Og det smager bare godt efter sidste år. Det er en fed revanche, siger Højgaard til tv-stationen V Sport Golf.
- Jeg kan huske en samtale med min fysioterapeut på terrassen sidste år, hvor vi sad med tårer i øjnene her. Der sagde vi, at jeg skulle gå ud og dominere i år. Det har jeg måske ikke gjort, men det betyder så meget at stå med kortet nu.
Med andenpladsen endte han samtidig som toer på Race to Dubai-listen, hvorfra de ti PGA Tour-kort bliver uddelt. Kun søndagens overmand Rory McIlroy var bedre, og da han i forvejen har et PGA Tour-kort, sikrede Højgaard tilmed det mest attraktive af de ti kort.
Det giver sikret adgang til endnu flere turneringer end de ni øvrige - hvoraf de to gik til landsmændene Niklas Nørgaard Møller og Thorbjørn Olesen.
Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, var allerede sikret en plads på PGA Tour i 2025. Dermed får fire danskere kort til touren næste år. Tidligere har maksimalt to danskere haft det på samme tid.
Rasmus Højgaard tager samtidig et godt hop på verdensranglisten med andenpladsen i sæsonfinalen på DP World Tour.
Faktisk et hop, der gør, at han meget vel kan være sikker på en plads i majorturneringen US Masters, når de sidste små turneringer er spillet for i år.
- Det vil være megafedt at skulle spille Masters. Jeg har skullet høre meget på Nicolai (tvillingbror, red.) om Masters, så det bliver fedt, hvis jeg selv kan komme til det, siger Rasmus Højgaard.
Nicolai Højgaard vandt sæsonfinalen sidste år, sikrede sig et PGA Tour-kort til 2024 og debuterede ved US Masters i år med en delt 16.-plads.
Rasmus Højgaard har fem sejre på DP World Tour - tidligere kendt som European Tour - i karrieren. Han har deltaget i de tre øvrige majorturneringer tidligere, men aldrig US Masters.
/ritzau/