101 udlændinge er blevet henrettet i Saudi-Arabien i 2024

17. NOV 2024 • 13:29UDLAND

Der er i år henrettet næsten tre gange så mange udlændinge i Saudi-Arabien som sidste år, viser opgørelse.

Saudi-Arabien har henrettet flere end 100 udlændinge i år.

Der er tale om en markant stigning i forhold til antallet af henrettelser af udlændinge i 2023, viser en opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har foretaget.

Den seneste henrettelse fandt sted lørdag. Her blev en yemenitisk mand henrettet for at have smuglet narkotika ind i Saudi-Arabien, rapporterer Saudi-Arabiens nationale nyhedsbureau.

Med den seneste henrettelse er foreløbig 101 udlændinge blevet henrettet i det arabiske kongerige siden nytår.

Det er næsten tre gange så mange som i 2022 og i 2023. Begge år blev 34 udlændinge henrettet ifølge de saudiske myndigheder.

Den Europæiske-Saudiske Organisation for Menneskerettigheder (ESOHR) oplyser til AFP, at der aldrig tidligere er blevet henrettet så mange udlændinge i løbet af et år i Saudi-Arabien som i 2024.

- Saudi-Arabien har aldrig før henrettet 100 udlændinge på et år, siger organisationens juridiske direktør, Taha al-Hajji, til AFP.

Blandt de henrettede udlændinge er 21 pakistanere, 20 yemenitter, 14 syrere, ti nigerianere, ni egyptere, otte jordanere og syv etiopiere.

Derudover er tre fra henholdsvis Sudan, Indien og Afghanistan og én fra henholdsvis Sri Lanka, Eritrea og Filippinerne blevet henrettet.

Saudi-Arabien er ofte blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper for brugen af dødsstraf.

Sidste år var Kina det land i verden, der henrettede flest mennesker. Herefter fulgte Iran og Saudi-Arabien, oplyser Amnesty International.

Det samlede antal henrettelser i Saudi-Arabien er for 2024 indtil videre opgjort til 274. Det er det højeste antal, der er registreret i tre årtier.

Stigningen kan hænge sammen med, at landet for to år siden suspenderede en dengang gældende henrettelsespause i sager om narkokriminalitet.

Med andre ord genoptog Saudi-Arabien sin tidligere praksis med at idømme narkokriminelle dødsstraf.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT