Kinas leder er klar til at samarbejde med præsident Trump

17. NOV 2024 • 00:57UDLAND

Xi Jinping vil gøre sit for at sikre, at Donald Trumps valgsejr ikke påvirker forholdet mellem USA og Kina.

Kinas præsident, Xi Jinping, håber på at kunne få et meningsfuldt forhold til den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, og hans administration.

Det siger Xi Jinping lørdag til USA's nuværende præsident, Joe Biden, under et topmøde i Perus hovedstad, Lima.

- Kina er klar til at arbejde sammen med USA's nye administration og fastholde kommunikationen, udvide samarbejdet og håndtere vores forskelle.

- På den måde stræber vi efter en problemfri overgang i forholdet mellem Kina og USA, siger den kinesiske leder til Biden via en tolk.

Trumps valgsejr den 5. november har nogle steder skabt bekymring for, at forholdet mellem de to stormagter USA og Kina vil blive forværret. Da Trump sidst var præsident i USA, indledte han en handelskrig mod Kina.

Xi mener dog, at begge lande nu "skal fortsætte med at udforske den rigtige måde, hvorpå to store lande kan komme godt ud af det med hinanden".

Han advarer samtidig om, at forholdet kan "støde på udfordringer eller endda tilbageslag, hvis den ene part ser den anden som en fjende eller en modstander". Det skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Joe Biden har som præsident forsøgt at sikre et bedre forhold mellem USA og Kina. Det håber han fortsætter under Trump.

- Vores to lande kan ikke tillade, at konkurrence bliver til konflikt. Det er vores ansvar, og jeg synes, at vi de seneste fire år har bevist, at det kan lade sig gøre at have et forhold, siger den amerikanske præsident.

Et af de emner, der flere gange har ført til spændinger mellem USA og Kina, er spørgsmålet om Taiwan.

Kina anser Taiwan som kinesisk territorium. Taiwan, der ligger øst for Kina, betragter til gengæld sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

USA er Taiwans vigtigste allierede, og Donald Trump har truet med at indføre høj told på kinesiske varer, hvis Kina går militært ind i Taiwan.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT