Palæstinensisk selvstyrepræsident besøger Rusland i næste uge
Til russisk medie siger det palæstinensiske selvstyres præsident, at drab på Hamas-leder forlænger krigen.
Mahmoud Abbas, som er Det Palæstinensiske Selvstyres præsident på Vestbredden, besøger mellem den 12. og 14. august Rusland.Det melder en unavngiven kilde i diplomatiet til det statslige russiske nyhedsbureau Ria Novosti ifølge Reuters.
Besøget er dermed endnu ikke officielt bekræftet af hverken Rusland eller det palæstinensiske selvstyre.
Natten til tirsdag dansk tid har Abbas også selv udtalt sig til Ria, skriver Reuters.
Her lyder det fra præsidenten, at drabet på Ismail Haniyeh, som var den politiske leder for den militante palæstinensiske gruppe Hamas, har gjort situationen i Mellemøsten mere kompliceret.
Haniyeh blev dræbt i Irans hovedstad, Teheran, i sidste uge.
Iran har givet Israel skylden for drabet og har lovet at "straffe" ærkefjenden.
Israel har endnu ikke bekræftet, at det er deres militær, som står bag likvideringen.
- Der er ingen tvivl om, at formålet med drabet på Hr. Haniyeh er at forlænge krigen og udvide dens område, siger Abbas ifølge Ria.
- Det vil have negativ indflydelse på de igangværende forhandlinger om at stoppe aggressionen og trække israelske styrker ud af Gaza.
Mens Israel siden den 7. oktober har været i krig i Gaza, er spændingerne også andre steder i regionen taget til.
- Vi betragter det her (drabet, red.) som en kujonagtig handling og som en farlig udvikling i israelsk politik, lyder det videre fra Abbas.
- Myndighederne for den israelske besættelse påkræves at vende deres ambitioner ryggen og stoppe deres aggressive handlinger mod vores folk og vores sag, at indordne sig efter folkeretten og implementere det arabiske fredsinitiativ, såvel som en øjeblikkelig og vedvarende våbenhvile og tilbagetrækning fra Gaza.
Med arabisk fredsinitiativ henviser Abbas til et saudiarabisk forslag, der kræver, at Israel trækker sig fra besatte områder og overlader dem til palæstinenserne.
Fra 2002 har den arabiske verden i vid udstrækning fastholdt, at løsningen på den israelsk-palæstinensiske strid er dette forslag. Det har Israel afvist.
/ritzau/