OVERBLIK: Stor opgave venter Dan Jørgensen som EU-kommissær
Inden for 100 dage vil ny EU-Kommission fremlægge en "grøn industripagt", der vil medføre store investeringer.
Dan Jørgensen blev tirsdag af Ursula von der Leyen indstillet til posten som EU-kommissær for energi og boliger.Posten er dog ikke garanteret, før EU-Parlamentet efter høringer af de nye kommissærer samlet set stemmer ja til den nye EU-Kommission.
Indtil da vil Dan Jørgensen og de øvrige nye kommissærer have titlen "Special Advisor" i EU-Kommissionen.
I de kommende uger vil Dan Jørgensen forberede sig til høringerne med hjælp fra Danmarks hidtidige klimaambassadør, Thomas Anker Christensen, der efter den forventede godkendelse vil indgå i Dan Jørgensens kabinet.
Lykkes det at få ja fra EU-Parlamentet, venter der en stor opgave for Dan Jørgensen:
* EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har varslet, at hun inden for den nye EU-Kommissions første 100 dage vil fremlægge en "grøn industripagt". Den skal styrke konkurrenceevnen i Europa, som blandt andet er udfordret af høje energipriser. Det arbejde vil Dan Jørgensen blive en del af.
* Von der Leyen har også varslet, at hun ønsker at styrke det indre marked for energi. Det skal hjælpe borgere, forbrugere og små- og mellemstore virksomheder med lavere energipriser og færre administrative byrder.
* Som kommissær for energi bliver Dan Jørgensen også central for den grønne omstilling. Her skal der blandt andet kæmpes for at indfri EU’s klima- og energimål for 2030. Målet er en reduktion på mindst 55 procent i udslippet af drivhusgasser i 2030.
* Ursula von der Leyen ønsker også at skabe en "ægte energiunion". Det skal ske ved at investere i EU's energiinfrastruktur. Her er EU-landene i dag for dårlige til at dele og udnytte overskydende energi. Også den opgave vil havne på Dan Jørgensens bord.
* Energi vil også stå centralt i EU's indsats i Ukraine. Her har Rusland målrettet forsøgt at ødelægge Ukraines infrastruktur for at skabe mangel på blandt andet strøm. Det ventes både at få betydning for genopbygningen og for udvidelsesforhandlingerne med Ukraine.
* EU ventes desuden næste år at præsentere globale klima- og energivisioner på klimatopmødet COP30. Her vil Dan Jørgensen formentlig blive en del af arbejdet med at sikre en central rolle for EU i den globale energipolitik.
* Energi er samtidig et af de mest investeringstunge områder for EU-Kommissionen. I 2024 forventes EU samlet set at investere cirka 330 milliarder euro i rene energiteknologier. Det svarer til omkring 2458 milliarder kroner.
* Til sammenligning forventes Kina at investere omkring 4550 milliarder kroner, mens USA forventes at investere omkring 2000 milliarder kroner.
* Forventningen er, at høringerne af de nye EU-kommissærer vil foregå i oktober og måske november, så den nye EU-Kommission kan træde til enten 1. november eller 1. december.
/ritzau/