Otte anholdt efter eksplosion ved vigtig vandvej i Kosovo

30. NOV 2024 • 19:03UDLAND

Serbien afviser beskyldninger om at stå bag påstået terrorangreb i Kosovo. Politi har fundet stort våbenlager.

Politiet i Kosovo har anholdt otte mistænkte efter en eksplosion, der delvist har ødelagt en vigtig kanal.

Desuden har politiet beslaglagt "et stort våbenarsenal".

Det meddeler Kosovos indenrigsminister, Xhelal Sveçla, lørdag ifølge Reuters.

Skaderne efter eksplosionen, der ramte kanalen sent fredag aften, er lørdag eftermiddag delvist repareret.

- På en eller anden måde har vi formået at reparere skaderne, anholde de mistænkte og konfiskere et stort våbenarsenal, siger Sveçla på et livestreamet pressemøde.

Den kanal, der er blevet ramt af en eksplosion, forsyner et af Kosovos to store kraftværker med vand.

Kanalen er desuden vigtig for både forsyningen af vand og strøm til det lille balkanlands indbyggere.

Myndighederne i Kosovo beskriver hændelsen som et terrorangreb udført af Serbien.

- Angrebet blev udført af professionelle. Vi mener, at det er udført af bander, der styres fra Serbien, sagde Kosovos premierminister, Albin Kurti, tidligere lørdag på et pressemøde.

Han fremlagde ikke beviser for sin påstand.

Nabolandet afviser beskyldninger om at stå bag, skriver AFP.

Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, kalder det "grundløse beskyldninger" at påstå, at Serbien skulle være involveret.

Det har kun til formål at "undergrave bestræbelserne på at fremme fred og stabilitet i regionen", siger Vucic.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, retter ikke anklager mod nogen, men betegner eksplosionen ved kanalen som en "terrorhandling".

- Det er en foragtelig sabotagehandling mod Kosovos vigtige civile infrastruktur, som leverer drikkevand til en betydelig del af Kosovos befolkning og er en vital del af Kosovos energisystem, siger han i en udtalelse.

Også USA, Frankrig og Tyrkiet har fordømt attentatet mod kanalen.

Fjendtligheden mellem Serbien og den tidligere serbiske provins Kosovo, hvor flertallet af indbyggerne er etniske albanere, har varet ved siden en krig mellem serbiske regeringsstyrker og oprørere fra Kosovo i slutningen af 1990'erne.

Kosovo erklærede sig uafhængigt i 2008 og er anerkendt som selvstændig nation af det meste af EU. Serbien og Rusland er blandt de lande, der nægter at anerkende dets uafhængighed.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT