Oprørere med bånd til IS dræber 52 civile i DR Congo

18. AUG 2025 • 23:11UDLAND

Bevæbnet med macheter og hakker har milits tilsyneladende begået hævndrab på civile efter nederlag til hæren.

Oprørere med forbindelse til Islamisk Stat har dræbt mindst 52 mennesker i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).

Det oplyser FN-missionen i det afrikanske land.

Drabene er sket i sidste uge, men der er først kommet meldinger om blodsudgydelserne mandag.

Oprørere fra gruppen Allierede Demokratiske Styrker (ADF) bevæbnet med macheter og hakker dræbt mindst 52 civile i områderne Beni og Lubero, oplyser FN og lokale embedsmænd.

ADF har støtte fra den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS).

Angiveligt ville ADF-oprørerne hævne sig på civile efter at have lidt nederlag til de congolesiske styrker, siger løjtnant Elongo Kyondwa Marx, som er talsmand for den regionale hær.

- Da de kom til stedet, vækkede de først beboerne, samlede dem på ét sted, bandt dem sammen med reb og begyndte derefter at massakrere dem med macheter og hakker, fortalte Macaire Sivikunula, leder af Bapere-sektoren i Lubero, til Reuters i weekenden.

Omkring 30 civile blev dræbt alene i landsbyen Melia, siger Alain Kiwewe, som er militær administrator for Lubero-distriktet.

- Blandt ofrene var børn og kvinder, hvis struber blev skåret over i deres hjem, mens flere huse blev sat i brand, siger han.

FN's mission i DR Congo, Monusco, fordømmer "på det kraftigste" ADF's angreb mellem 9. og 16. august, siger missionens talsmand mandag.

Otte kvinder og to børn er blandt de mindst 52 dødsofre. Tallet kan stige yderligere, da man fortsat leder efter ofre, siger talsmanden.

ADF er blandt flere militser, der kæmper om jord og ressourcer i det mineralrige østlige DR Congo.

Landets hær og dens allierede Uganda har i de seneste uger intensiveret indsatsen mod ADF.

I slutningen af juli dræbte ADF-oprørere 38 mennesker under et angreb på en kirke i det østlige DR Congo.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT