Norsk statsadvokat holder pressemøde om Marius Borg Høiby-tiltale

18. AUG 2025 • 13:05UDLAND

Det ventes mandag klokken 14.30 at blive meddelt, om der rejses tiltale mod voldtægtssigtede Borg Høiby.

Statsadvokaten i Norge vil klokken 14.30 mandag afholde pressemøde, hvor det meddeles, om der rejses tiltale mod Marius Borg Høiby.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Høiby, der er søn af den norske kronprinsesse, Mette-Marit, er sigtet for i alt 23 forhold, herunder voldtægt, oplyste norsk politi i slutningen af juni.

Ved samme lejlighed blev det meddelt, at sagen blev oversendt til statsadvokaten, der skulle træffe beslutning om en mulig tiltale.

Den beslutning ventes statsadvokat Sturla Henriksbø mandag at offentliggøre.

Blandt de andre sigtelser er seksuelt krænkende adfærd, mishandling i en nær relation og brud på tilhold.

Der er et tocifret antal forurettede i sagen. Hvor mange der er tale om, ville politiet i juni ikke ind på.

Sagerne mod Høiby begyndte 4. august sidste år, da han blev anholdt og sigtet for vold mod sin daværende kæreste og for hærværk. Siden er sagen vokset, og sigtelserne mod ham er blevet udvidet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT