Norges sikkerhedstjeneste hæver trusselsniveau til høj
Norge hæver trusselsniveauet til det næsthøjeste. Der er specielt trusler mod jødiske og israelske mål.
Myndighederne i Norge har hævet trusselsniveauet fra "moderat" til "høj".Sikkerhedstjenesten PST siger, at det hænger sammen med eskaleringen af konflikten i Mellemøsten.
- I Norge er det først og fremmest truslen mod jødiske og israelske mål, som er skærpet yderligere, siger Eirik Veum, en højtstående rådgiver i PST, til NTB.
Trusselsniveauet er nu hævet til "høj", som er nummer fire på skalaen fra et til fem.
- PST har foreløbig ikke information om, at der ligger konkrete planer om at udføre terrorhandlinger mod mål i Norge. Men vi arbejder fortløbende med at afklare trusler og usikkerhedsfaktorer, siger rådgiveren videre.
Det, at trusselsniveauet er hævet til fire, indebærer national bevæbning af politiet.
Skydevåben er ikke standardudstyr hos de norske betjente.
- PST beskriver en alvorlig og spændt situation i Mellemøsten. Øget sandsynlighed for terror i Norge er en situation, politiet tager med den største alvor, siger politidirektør Benedicte Bjørnland i en pressemeddelelse.
- Vi har en række tiltag for at gøre befolkningen tryg og sikre det bedst mulige beredskab, tilføjer hun.
Joav Melchior, rabbiner i Mosaisk Trossamfund, siger, at "det er bekymrende".
- Men det er godt, at politiet og PST følger op, siger han til NRK.
- Vi har sagt tydeligt, at det er blevet langt vanskeligere at være jøde i Norge i det seneste år.
Mandag var det et år siden, at Hamas angreb Israel fra Gaza og dræbte 1200 israelere og tog 250 gidsler. Det angreb udløste den krig, der har været i gang i Gaza i et år nu.
Melchior har også talt med avisen Vårt Land, og her kritiserer han norske myndigheder for ikke at svare ordentligt igen på antiisraelske demonstrationer.
- De optrapper retorikken, og der bruges ofte et sprog, som er meget voldeligt. At det ikke får alvorlige reaktioner, er alvorligt. Vi har krydset nogle grænser, hvis det er sådan, at Norge accepterer så truende og voldelige udtalelser, siger rabbineren.
/ritzau/NTB