Nordmakedonien er i landesorg efter dødelig brand på natklub

17. MAR 2025 • 05:19UDLAND

Ifølge 19-årig, der overlevede brand på natklub i Kocani, forsøgte folk desperat at flygte fra flammerne.

I byen Kocani i Nordmakedonien har folk søndag aften været samlet for at mindes de 59 personer, der tidligt søndag morgen mistede livet i en brand på en natklub.

Det skriver mediet BBC.

Billeder fra byen viser, hvordan folk blandt andet har stået i kø for at tænde levende lys.

Landets regering har ifølge mediet erklæret landesorg i syv dage.

Branden brød ud omkring klokken 02.30 natten til søndag, da fyrværkeri eller en anden form for pyroteknik på scenen antændte den.

Mens 59 personer mistede livet, er mindst 155 personer blevet kvæstet.

Det var bandet DNK, som er en populær hiphopduo i Nordmakedonien, der spillede koncert på natklubben.

- Alle begyndte at skrige og råbte: "Kom ud, kom ud", fortæller 19-årige Marija Taseva til nyhedsbureauet Reuters.

Hun var til stede på klubben med sin søster, som mistede livet i branden.

Ifølge Marija Taseva forsøgte folk desperat at flygte fra flammerne, men der var kun en udgang til omkring 500 gæster.

- Jeg ved ikke, hvordan det skete, men jeg endte på gulvet, jeg kunne ikke komme op, og i det øjeblik begyndte folk at trampe hen over mig.

- Min søster døde. Jeg blev reddet, og hun blev det ikke.

Den makedonske presse har ifølge BBC beskrevet natklubben som en "improviseret natklub", og ifølge indenrigsminister Pance Toskovski havde stedet ikke den påkrævede bevilling.

Klubben har tidligere fungeret som en lagerbygning til tæpper, og politiet efterforsker ifølge mediet, hvorvidt bestikkelse og korruption kan have spillet en rolle i branden.

Der har fra flere sider været meldinger om, at flere af de omkomne var mindreårige.

Ifølge BBC er flere pårørende vrede, ligesom de føler, at der er ubesvarede spørgsmål i sagen. Heriblandt Dragi Stojanov, som mistede sin søn i branden.

- Efter den her tragedie, hvorfor behøver jeg så at leve det her liv? Jeg har ikke brug for det. Jeg havde et barn, og jeg mistede ham, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT