Netanyahu vil til USA for at tale til Kongressen om Gaza-krigen
Israels premierminister skal tale ved et fælles møde i USA's kongres. Det bliver fjerde gang, at han gør det.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har lørdag accepteret et tilbud fra lederne af Senatet og Repræsentanternes Hus om at tale ved et fælles møde i den amerikanske kongres.Det bekræfter Netanyahu i en udtalelse.
Invitationen kom fredag aften dansk tid.
Den israelske premierminister har efterfølgende besluttet, at han vil udnytte muligheden for at tale til de amerikanske kongresmedlemmer.
- Det gør mig rørt, at jeg får det privilegium at repræsentere Israel foran begge kamre i Kongressen og at præsentere sandheden om vores retfærdige krig mod dem, der søger at ødelægge os, over for repræsentanterne for det amerikanske folk og hele verden, siger Netanyahu.
Det er foreløbig uvist, hvornår mødet skal finde sted.
Det er sjældent, at udenlandske regeringsledere får mulighed for at tale til medlemmerne af begge kamre i Kongressen på én gang.
Dog er det ikke første gang, at Netanyahu skal tale ved et sådant møde. Han har således gjort det tre gange tidligere.
/ritzau/Reuters