Nedlukning i USA har ramt over tre millioner flyrejsende

4. NOV 2025 • 00:44UDLAND

Forsinkelser og aflysninger har ramt 3,2 millioner flypassagerer under nedlukning af statsapparat i USA.

Mere end 3,2 millioner flypassagerer i USA er blevet ramt af forsinkelser eller aflysninger på grund af personaleudfordringer hos flyvelederne som følge af nedlukningen af statsapparatet 1. oktober.

Det meddeler brancheorganisationen Airlines for America (A4A), der repræsenterer en række af de store flyselskaber i landet, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flyveledere er statsligt ansatte, og på grund af den igangværende nedlukning af statsapparatet kan de ikke få løn udbetalt.

13.000 flyveledere og 50.000 ansatte i sikkerhedskontrollen skal stadig møde på arbejde under nedlukningen. Ingen af dem har har dog udsigt til løn, før politikerne i Kongressen kan blive enige om et nyt statsbudget.

Nedlukningen har stået på i over en måned, og undervejs har man set, at et højere antal medarbejdere end vanligt melder sig syge. Og det giver altså en masse bøvl for rejsende, som bliver ramt af forsinkelser.

A4A oplyser, at 16 procent af alle forsinkelser i oktober måned skyldtes personaleudfordringer. Før nedlukningen af statsapparatet lå andelen typisk på fem procent.

Brancheorganisationen tilføjer, at mere end 300.000 flypassagerer blev ramt af aflysninger eller forsinkelser fredag. Det er det højeste antal under hele nedlukningen.

De fire største flyselskaber i USA og en fagforening, der repræsenterer flyvelederne, har opfordret Kongressen til hurtigst muligt at vedtage en midlertidig budgetlov.

Flyselskaberne har flere gange gentaget opfordringen med henvisning til risici for flysikkerheden.

Transportminister Sean Duffy har tidligere sagt til mediet CNBC, at man vil lukke luftrummet for civil flytrafik, hvis det vurderes, at personalemanglen gør det risikabelt at flyve.

- Hvis vi mente, at det var uforsvarligt, så ville vi lukke hele luftrummet. Så ville vi ikke lade folk rejse. Så langt er vi ikke nået. Der er blot tale om betydelige forsinkelser, har han sagt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT