Svensk Arsenal-angriber misser CL-kamp efter skade
Skadeslisten for London-klubben er blevet udvidet, og holdet må undvære svensker tirsdag aften i Prag.
Den svenske fodboldspiller Viktor Gyökeres er ikke med for Arsenal, når Premier League-klubben tirsdag aften gæster Slavia Prag i Champions League.Det bekræfter Arsenals cheftræner, Mikel Arteta, efter at svenskeren måtte udgå med et muskelproblem under Arsenals 2-0-sejr over Burnley i weekenden. Den svenske angriber trænede ikke med mandag.
Arsenal afventer nu at få klarlagt omfanget af svenskerens skade.
- Jeg er bekymret, fordi han normalt ikke har mange muskulære problemer, og han måtte forlade banen, fordi han mærkede noget.
- Det er selvfølgelig aldrig et godt tegn - især ikke for en spiller, der er meget eksplosiv. Så vi undersøger det nærmere for at forstå, hvor alvorligt det er, og vi melder noget ud, så snart vi ved noget, siger Mikel Arteta.
Cheftræneren tilføjer, at der skal laves flere test og skanninger af svenskeren de næste par dage for at finde ud af, hvor alvorlig skaden er.
Gyökeres slutter sig dermed til en voksende liste af offensive og kreative kræfter for Arsenal, som er blevet skadet. Både Kai Havertz, Gabriel Jesus, Gabriel Martinelli, Noni Madueke og Martin Ødegaard er ude.
London-klubben Arsenal, der jagter sin første engelske mesterskabstitel siden 2004, fører Premier League med seks point ned til Manchester City på andenpladsen og syv til de forsvarende mestre Liverpool.
Arsenal går efter klubbens 10. sejr i træk på tværs af alle turneringer og et ottende clean sheet i træk, når de møder Slavia Prag tirsdag aften.
/ritzau/AFP
