Mand sigtet for ti drabsforsøg efter knivstikkeri på tog i England
Blandt ofrene er en fodboldspiller fra klubben Scunthorpe United, der fik ikke-livstruende skader i angrebet.
En 32-årig mand er blevet sigtet for ti drabsforsøg efter et knivstikkeri om bord på et tog i Storbritannien.Det skriver Reuters.
Manden, Anthony Williams, er yderligere blevet sigtet for et tidligere drabsforsøg og besiddelse af et knivlignende våben ved en anden hændelse i Østlondon tidligere samme dag.
Han skal stille i retten mandag, skriver nyhedsbureauet.
11 mennesker har været indlagt på hospitalet efter angrebet, som fandt sted lørdag aften.
Fem er efterfølgende blevet udskrevet, mens en person meldes at være i livsfare. Det oplyste britisk politi søndag aften ifølge BBC.
Blandt de hospitalsindlagte er Jonathan Gjoshe, der er fodboldspiller i klubben Scunthorpe United.
Det bekræfter klubben, der spiller i landets femtebedste fodboldrække, i en pressemeddelelse.
Her understreges det ligeledes, at Gjoshes skader ikke er livstruende.
Derudover er en medarbejder fra toget, som i flere medier bliver beskrevet som en helt, ligeledes indlagt.
Et overvågningskamera viser nemlig ifølge politiet, hvordan medarbejderen forsøgte at stoppe angriberen og i den forbindelse fik livstruende skader.
Det skriver The Guardian.
- Handlingerne fra togmedarbejderen var intet mindre end heroiske og har uden tvivl reddet menneskeliv, siger vicepolitiinspektør Stuart Cundy ifølge det britiske medie og tilføjer:
- Mine tanker og alle hos British Transport Police er med de sårede og deres familier. Især den modige togmedarbejder, hvis familie får støtte fra specialiserede betjente.
Medarbejderen meldes mandag at være uden for livsfare.
Britisk politi udtalte desuden på et pressemøde i weekenden, at det ikke aktuelt tyder på, at der er tale om terror.
Motivet er fortsat ukendt.
Samme dag var meldingen, at to britiske statsborgere i 30'erne var sigtet for drabsforsøg i sagen, men den ene blev efterfølgende løsladt igen.
Toget var på vej mod King's Cross i London, da angrebet skete.
Det første alarmopkald blev modtaget klokken 19.42 lokal tid lørdag. Toget blev herefter bragt til standsning i byen Huntingdon i Cambridgeshire nord for London.
/ritzau/
