Antallet af boliger til salg falder på tværs af alle boligtyper
Mange bolighandler presser udbuddet ned. Det kan være med til at give højere boligpriser, siger økonom.
Uanset om man er på udkig efter et sommerhus, en villa eller en ejerlejlighed, er der kommet mindre at vælge mellem i løbet af oktober.Det viser tal fra Boligsiden, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen.
Antallet af huse til salg er faldet 2,3 procent på landsplan, mens der er blevet 4,7 procent færre lejligheder at vælge mellem.
Det er ikke uvant, at antallet af til salg-skilte svinder ind i løbet af efteråret. Men selv når man tager højde for sæsonudsving, er der tale om et fald.
Det skyldes, at antallet af handler ligger på et højt niveau, forklarer Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
De seneste tal fra september viser ifølge cheføkonomen det højeste antal handler i 50 måneder, når der tages højde for sæson.
Årsagen til de købelystne forbrugere skal findes i, at dansk økonomi generelt har det godt, lyder det.
- Der er rekordhøj beskæftigelse, der er relativt lav ledighed, og så er der en del danskere, som har oplevet øget købekraft som følge af pæne lønstigninger, siger Jeppe Juul Borre.
- Det er med til at stimulere efterspørgslen efter at købe bolig og er med til at sende antallet af handler op, siger han videre.
Både når man ser på udviklingen over den seneste måned og det seneste år, er der i hele landet blevet færre boliger at vælge mellem.
Særligt ejerlejligheder er der blevet færre af.
I hele landet var der i oktober 21,7 procent færre ejerlejligheder til salg end et år tidligere.
I hovedstaden er antallet af lejligheder til salg faldet med 31,5 procent, mens det i Region Sjælland er faldet med 27,4 procent.
Kun i Region Nordjylland er der ikke blevet færre lejligheder til salg. Her er niveauet det samme som for et år siden.
Og når udbuddet falder, er det med til at give et opadgående pres på priserne.
- Når der er færre varer på hylderne hos ejendomsmæglerne, kan det være med til at løfte priserne yderligere. Vi forventer, at priser stadig kommer til at stige herfra, siger Jeppe Juul Borre.
Hvis der igen skal komme flere valgmuligheder på boligmarkedet, skal efterspørgslen falde, eller udbuddet stige.
Jeppe Juul Borre vurderer ikke, at der er stor sandsynlighed for det første på nuværende tidspunkt.
Men på sælgers side kan stigende boligpriser være med til at lokke flere boligsælgere til.
- Stigende boligpriser, som vi har set i store dele af landet, kan få flere overvejende boligsælgere til at sætte boligen til salg. Og sker det, kan det løfte det samlede antal af til salg-skilte, siger Jeppe Juul Borre.
/ritzau/
