Katherine Diez skal være vært på nyt realityprogram

4. NOV 2025 • 02:09INDLAND/KRIMINAL

Katherine Diez, der var hovedperson i en stor plagiatsag i 2024, springer senere på måneden ud som tv-vært.

Den omdiskuterede skribent, influencer og forfatter til bogen "I egen barm" Katherine Diez skal være vært på et nyt realityprogram kaldet "Villa of Broken Hearts".

Det skriver Prime Video i en pressemeddelelse.

Programmets omdrejningspunkt er kærlighed, selvudvikling og det, som streamingtjenesten betegner som deltagernes turbulente kærlighedsliv.

I pressemeddelelsen skriver Prime Video, at Katherine Diez selv ved, hvad det vil sige at have et offentligt og turbulent kærlighedsliv.

- Jeg har lært utrolig meget af deltagernes mod og ærlighed. Det har været en uforglemmelig oplevelse, og jeg er taknemmelig for at blive tilbudt rollen som villaens værtinde i programmet, siger hun i pressemeddelelsen.

Diez dannede par med dramaforfatter og tv-kok Adam Price fra 2022 til begyndelsen af 2024, hvor hun var centrum i en sag om plagiat i blandt andet Berlingske-klummer og opslag på sin Instagram-profil.

Det kom desuden frem, at hun ikke havde en bachelorgrad i dansk fra Københavns Universitet, hvilket hun ellers havde hævdet.

Kort tid efter at sagen kom frem, gik Diez og Price fra hinanden.

I bogen "I egen barm", der udkom senere i 2024, beskrev Diez blandt andet, at de begge var utro i løbet af deres forhold. I en kronik i Weekendavisen skrev Price efterfølgende, at der var utroskab, men at "det hører privatlivet til".

Frem til sagen om plagiat arbejdede Diez blandt andet som klummeskribent og litteraturanmelder.

Men nu skal hun altså være vært på programmet "Villa of Broken Hearts" på Prime Video.

Blandt programmets otte deltagere er flere tidligere deltagere i realityprogrammer. Det gælder blandt andre sangeren Kevin "Bro" Andreasen, bokseren Sarah Mahfoud samt journalist og podcastvært Nikita Klæstrup.

De to influencere Camilla Frederikke og Frida Bolm er også med i programmet, hvor Danmarks første mandlige deltager i "Bachelor", Casper Berthelsen, også er på deltagerlisten.

Endelig deltager den første vinder af TV 2-programmet "Forræder - Ukendt Grund", Marc Karaket Nielsen, og også den tidligere fodboldspiller og deltager i Viaplay-programmet "Robinson Ekspeditionen" Martin Svensson.

I programmet får deltagerne hjælp af den tidligere vinder af Big Brother Jill Liv Nielsen, der er certificeret par- og psykoterapeut.

Programmet har premiere 26. november.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT