Nato lover støtte til Finland og Estland efter kabelbrud

26. DEC 2024 • 20:25UDLAND

Nato er solidarisk med de allierede og fordømmer angreb på vigtig infrastruktur, siger Nato-chef Mark Rutte.

Nato er klar til at hjælpe Finland og Estland, som er ved at undersøge en olietanker for mulig sabotage i forbindelse med brud på undersøiske kabler mellem de to lande.

Det skriver Natos generalsekretær, Mark Rutte, på X.

- Nato er solidarisk med de allierede og fordømmer ethvert angreb på vigtig infrastruktur, skriver Rutte torsdag aften.

- Vi følger Estlands og Finlands efterforskninger, og vi er klar til at yde mere støtte.

Finsk politi meddelte tidligere torsdag, at det har stoppet et tankskib, som mistænkes for at have være årsagen til flere afbrudte kabelforbindelser i Østersøen mellem Finland og Estland.

Tankskibet er sejlet fra en russisk havn og passerede gennem Østersøen.

Da den finske kystvagt nærmede sig skibet, kunne man se, at det ikke havde nogen ankre oppe. Skibets besætning blev beordret til at hæve skibets ankre.

Her viste det sig, at ankrene var væk, lyder det.

Ifølge finsk politi er det formentlig et anker fra tankskibet, der har forårsaget skaden på strømkablet Estlink 2, som der opstod en afbrydelse på onsdag.

Finsk politi siger, at man gik om bord på skibet natten til torsdag. Politiet efterforsker nu "alvorlig sabotage".

Hvilken skade, der er sket på elkablet, vides endnu ikke.

Det finske energiselskab Fingrid har oplyst i en meddelelse torsdag, at skaden på kablet er blevet lokaliseret på den del af kablet, der ligger under vandet i Den Finske Bugt. Det er den østligste bugt i Østersøen.

Tankskibet er samtidig mistænkt for at have forårsaget afbrydelser på tre kommunikationskabler mellem Finland og Estland. Estland har sagt, at afbrydelserne blev opdaget onsdag aften.

Olietankeren, som de finske myndigheder er gået om bord på, hedder "Eagle S". Det oplyser den finske kystvagt. Skibet er registreret på Cookøerne, som er et selvstyrende newzealandsk territorium i Stillehavet.

Det finske toldvæsen mener, at "Eagle S" opererer som en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde.

Den består af tankskibe, som sejler under andre landes flag end Ruslands. På den måde opretholder Rusland sin olieeksport på trods af sanktioner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT