70 migranter meldt savnet efter forlis i Middelhavet

27. DEC 2024 • 06:02UDLAND

70 migranter, heriblandt 25 unge maliere, er meldt savnet, efter at deres båd forliste på vej mod Spanien.

70 migranter, heriblandt 25 unge personer fra Mali, er meldt savnet, efter at deres båd forliste i Middelhavet på vej mod Spanien.

Det oplyser regeringen i Mali ifølge nyhedsbureauet AFP i en pressemeddelelse.

Forliset skete 19. december.

Der var omkring 80 migranter om bord på båden, der forliste i marokkansk farvand.

11 personer er blevet reddet. Ni af dem var fra Mali.

2024 blev suverænt et rekordår for antallet af migranter, som mistede livet til søs på vej mod Spanien.

Faktisk var der i år 58 procent flere dødsfald end året forinden. Tallene dækker perioden 1. januar til 5. december.

I alt 10.457 migranter mistede livet eller er aldrig blevet fundet på vej til Spanien i perioden.

Tallene stammer fra ngo'en Caminando Fronteras. Ngo'en samler blandt andet data ind fra telefon-hotlines, pårørende og officielle statistikker.

Ngo'ens stifter, Helena Maleno, kalder tendensen "uacceptabel".

- Tallene viser en gennemført fiasko, hvad angår redningsaktioner og beskyttelse. Flere end 10.400 døde og savnede på ét år er en uacceptabel tragedie, siger Helena Maleno.

Ifølge det spanske indenrigsministerium er 60.216 migranter ankommet til Spanien på uregelmæssig vis mellem 1. januar og 15. december i år.

Det er en stigning på 14,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Langt de fleste af forlisene sker i farvandet mellem Afrika og De Kanariske Øer, som for andet år i træk modtog et rekordhøjt antal migranter.

Alene juleaftensdag ankom syv migrantbåde på øerne, skrev Spaniens redningstjeneste på det sociale medie X.

Den korteste rute går mellem den marokkanske kystby Tarfaya og øen Fuerteventura. Der er cirka 100 kilometers sejlads mellem de to punkter.

Ruten er dog langtfra ufarlig.

Mange af de små både, som migranterne sejler i, er slet ikke rustet til de stærke strømme, som man kan blive udsat for på turen.

Tilmed er menneskesmuglere begyndt at benytte sig af andre og længere ruter for at undgå kontrolpunkter. Nogle migranter forsøger rejser på mere end 1000 kilometer til søs.

Forsøget på at undgå kystvagter tvinger desuden ofte bådene ud i åbent hav i Atlanterhavet, før kursen sættes nord mod De Kanariske Øer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT