Mindst syv palæstinensere dræbt mens de lastede nødhjælpslastbiler
Syv palæstinensere er blevet dræbt i et israelsk luftangreb, mens de var ved at pakke nødhjælpslastbiler.
Mindst syv palæstinensere er blevet dræbt i et israelsk luftangreb i byen Rafah, der ligger i den sydlige del af Gazastriben på grænsen til Egypten.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Palæstinenserne var i gang med at laste og sikre nødhjælpslastbiler, da de blev angrebet, oplyser unavngivne militærlæger.
Det er uklart, om palæstinenserne var civile, ligesom det er uklart, hvorfor Israel udførte luftangrebene. Oplysningerne er ikke bekræftet fra israelsk side.
Civile, der prøver at overleve i Gaza, står i en "fuldkommen frygtelig situation", sagde FN's koordinator for hjælpearbejdet i Gaza, Sigrid Kaag, til nyhedsbureauet AP efter et møde i FN's Sikkerhedsråd tirsdag eftermiddag.
Grænseovergangen mellem Egypten og Gaza er lukket af Israel.
FN forsøger at få Israel til at åbne grænseovergangen, så nødhjælp kan komme ind, sagde Sigrid Kaag.
Hun opfordrer samtidig medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og alle verdens lande til at presse på for at finde en løsning på den humanitære krise i Gaza, lød det ifølge AP.
FN's Generalforsamling har sent onsdag aften stemt for en resolution, der kræver øjeblikkelig våbenhvile i Gaza. Israel, USA og syv andre lande stemte imod.
Generalforsamlingens resolutioner er ikke bindende, men har politisk tyngde og afspejler det globale syn på krigen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tirsdag oplyste Sikkerhedsrådet desuden, at nødhjælp til den nordlige del af Gaza i stor stil har været blokeret de seneste to måneder, siden Israel natten til den 1. oktober indledte en landoffensiv i Libanon.
Mellem 66.000 og 75.000 palæstinensere i det nordlige Gaza har ingen adgang til hverken mad, vand, elektricitet eller lægehjælp, oplyser FN til AP.
Israel har siden 7. oktober sidste år været i krig med den palæstinensiske milits Hamas, men også Hizbollah-militsen, der holder til i Libanon. Begge er støttet af Iran.
Israel og Hizbollah indgik i slutningen af november en våbenhvile. Siden er antallet af ugentlige angreb mellem de to parter faldet.
/ritzau/