City nærmer sig store CL-problemer efter 0-2 mod Juventus
Manchester City dummede sig igen i Champions League, da Juventus slog til to gange efter pausen.
Én sejr i ti kampe. Sådan lyder Manchester Citys pauvre høst på tværs af alle turneringer efter et nyt nederlag onsdag aften.Denne gang var det Juventus, der gravede Manchester Citys hul dybere med en sejr på 2-0 i Champions League.
Her står City pludselig i en situation, hvor holdet langtfra er sikker på at være blandt de 24 hold, der avancerer, når der er spillet yderligere to runder.
City ligger nummer 22 med otte point ud af de 36 deltagerklubber og kan ovenikøbet se frem til en vanskelig opgave i næste runde mod Paris Saint-Germain, der også er i knibe med sine blot syv point på 25.-pladsen.
Derimod vejrer Juventus morgenluft med sine nu 11 point.
Onsdag aften viste Juventus noget af den kynisme, som tidligere har kendetegnet klubben, og Thiago Mottas mandskab slog til to gange i anden halvleg.
Juventus overlod meget initiativ til City, der havde bolden cirka to tredjedele af tiden i første halvleg, men der var ikke megen fantasi over det, englænderne præsterede offensivt.
Pep Guardiolas tropper blev ikke noteret for et eneste forsøg i den første halve time.
På falderebet til pausen kom kampens første chance så, men Juventus-keeper Michele Di Gregorio kom godt ud af sit mål og reddede, da Erling Haaland pludselig befandt sig i en god scoringsposition.
Juventus bød sig ikke for alvor til offensivt, men det ændrede sig knap ti minutter efter pausen.
Først forsøgte forsvareren Federico Gatti sig med en helflugter, der blev reddet, men angrebet fortsatte, og sekunder senere headede den serbiske angriber Dusan Vlahovic hjemmeholdet i front ved bageste stolpe.
City-målmanden Ederson så ikke alt for godt ud i situationen, da bolden blev headet ind på hans krop, før han fumlede den over stregen.
I den næste fase angreb City hårdt for udligning, men Juventus stod godt organiseret og forsvarede sig forbilledligt.
Og da chancen bød sig til på en kontra, huggede italienerne til igen. Denne gang på en helflugter fra Weston McKennie med et kvarter tilbage.
Bedre går det for Citys Premier League-rival Arsenal, der onsdag vandt med 3-0 hjemme over Monaco på to mål af Bukayo Saka og et i slutfasen af Kai Havertz.
Dermed er Arsenal blandt en række hold på 13 point, der er inden for top-8, som udløser avancement direkte til ottendedelsfinalerne.
/ritzau/