Amerikansk politi fandt nervøs mistænkt bagest i en McDonald's
26-årige Luigi Mangione er mandag blevet sigtet for at have dræbt forsikringschefen Brian Thompson.
En 26-årig mand, som mandag er blevet sigtet for drabet på en amerikansk topdirektør, blev anholdt på en McDonald's.Det skriver nyhedsbureauet AP, efter at han mandag er blevet fremstillet.
Manden, som amerikanske medier identificerer som Luigi Mangione, blev anholdt tidligere på dagen i Altoona i delstaten Pennsylvania. Det skete, efter at en ansat på en lokal McDonald's havde genkendt ham.
Han blev fundet bagest i restauranten iført et blåt mundbind og med en sølvfaret bærbar computer foran sig og en rygsæk på gulvet.
Da en betjent spurgte ham, om han for nylig havde været i New York "blev han stille og begyndte at ryste". Det fremgår af retsdokumenter i forbindelse med mandagens fremstilling. Det skriver AP.
Det var en nyansat betjent ved navn Tyler Frye, der sammen med sin kollega rykkede ud til den lokale McDonald's.
Betjentene bad den mistænkte om at fjerne mundbindet og "genkendte ham med det samme", forklarer Frye ifølge AP.
- Vi behøvede ikke at tænke to gange over det. Vi vidste, at vi havde fat i den rette. Det føles godt at fange sådan en mand - og at indlede min karriere på den her måde føles fantastisk, siger betjenten.
I den anholdtes rygsæk fandt politiet en 3d-printet sort pistol og en 3d-printet sort lyddæmper. Politiet beskriver våbnet som en såkaldt ghost gun - en fantompistol. Begrebet bruges typisk om våben, som folk selv har samlet af dele, der ikke har serienumre. Det gør dem svære at spore.
Det fremgår også af mandagens fremstilling, at den mistænkte havde en stor mængde kontanter, da han blev anholdt.
Offeret i drabssagen er den amerikanske topdirektør Brian Thompson, der stod i spidsen for sundhedsforsikringsvirksomheden UnitedHealthcare.
Han blev i sidste uge skudt og dræbt foran et hotel på Manhattan i New York.
Luigi Mangione er de seneste dage blevet beskrevet som en person af interesse for efterforskningen. Motivet er ukendt, men der spekuleres i, at det kan have tilknytning til Thompsons arbejde med sundhedsforsikringer.
Politiet i Altoona oplyser mandag, at Mangione var i besiddelse af flere papirer med skriverier, da han blev anholdt. De bliver nu afleveret til New Yorks politi, der skal undersøge, om de kan give indikationer om motivet.
Retsdokumenter har mandag aften lokal tid - tidligt tirsdag dansk tid - vist, at manden er blevet sigtet for drabet på Brian Thompson.
/ritzau/