Anklager kræver to års fængsel for vold mod israelske fodboldfans
Ifølge anklager var volden mod israelske fans i Amsterdam relateret til situationen i Gaza, ikke antisemitisme.
Hollandske anklagere kræver to års fængsel til en 22-årig mand, som er tiltalt for at have slået og sparket israelske fodboldfans i Amsterdam efter en fodboldkamp den 7. november mellem Ajax Amsterdam og Maccabi Tel Aviv.Den tiltalte spillede en "ledende rolle" i volden, som "havde meget lidt med fodbold at gøre," mener anklageren.
Den 22-årige er en af fem mistænkte, der onsdag var for retten i Amsterdam.
De israelske tilhængere blev angrebet i centrum af Amsterdam. Det skete, efter at der havde lydt opfordringer på sociale medier om at gå målrettet efter de israelske fans.
Det førte til beskyldninger fra både hollandske og israelske politikere om antisemitiske motiver.
Retten så onsdag billeder, hvor en mand, som angiveligt er den mistænkte 22-årige, sparkede en person, der lå på jorden. Han jagtede andre ofre og slog folk i hovedet og på kroppen.
Dog erklærede anklageren:
- I denne sag er der ingen beviser for en intention om terror, og volden havde at gøre med situationen i Gaza, ikke antisemitisme.
Angrebene fulgte to dage med uroligheder, hvor Maccabi-fans også sang anti-arabiske sange, vandaliserede en taxa og brændte et palæstinensisk flag.
Hollandsk politi har oplyst, at de efterforsker mindst 45 personer i forbindelse med volden, hvor fem israelske fodboldfans kortvarigt blev indlagt.
Ud over den 22-årige kræver den hollandske anklagemyndighed en anden mistænkt idømt seks måneders fængsel for at have kastet sten mod politiet og ulovligt været i besiddelse af fyrværkeri.
Han er også anklaget for at være en del af en gruppe på det sociale medie Snapchat, hvor der blev opfordret til vold mod de israelske fans.
I alt var fem mænd i alderen mellem 19 og 32 år for retten i Amsterdam ved separate høringer onsdag.
Yderligere to mistænkte skal møde torsdag sammen med en tredje mand, hvis sag blev udsat onsdag.
Alle syv er sigtet for vold.
Den sidste mand, der var for retten onsdag, er en anden 22-årig mand, der står over for den mest alvorlige anklage om forsøg på manddrab.
Han sad grædende i retten, mens hans sag blev behandlet.
Dommerne måtte udsætte den 22-åriges sag til torsdag, da der ikke var en oversætter til rådighed for den arabisktalende mand, der er født i Gazastriben.
Hans advokat meddelte dommerne, at hans klient "er en ung, sårbar mistænkt med en livshistorie, der gør ondt at høre," da han er opvokset i en krigszone.
Den anklagede lider "højst sandsynligt af en psykisk lidelse," sagde hans advokat, der mener, at det er en formildende omstændighed i hans strafudmåling.
Yderligere seks mistænkte skal møde i retten på et senere tidspunkt.
/ritzau/AFP