Oprørsleder vil opløse Assads sikkerhedsstyrker og lukke fængsler
HTS-leder vil samarbejde om at sikre mulige lagre med kemiske våben. Baath-partiet indstiller arbejdet.
Den syriske oprørsleder Ahmad al-Sharaa vil arbejde for at opløse den afsatte præsident Bashar al-Assads sikkerhedsstyrker og lukke de berygtede fængsler i Syrien.Det siger Sharaa - der også er kendt som Abu Mohammed al-Golani - i en udtalelse til Reuters.
Han siger videre, at hans oprørsgruppe, Hayat Tahrir al-Sham (HTS), vil samarbejde med internationale organisationer om at sikre de steder, hvor der kan være opbevaret kemiske våben.
I USA siger en talskvinde for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at det umiddelbart lyder lovende.
- Vi byder denne type retorik velkommen, men det skal følges op af handling, siger talskvinde Sabrina Singh.
Efter en lynoffensiv, der kulminerede i weekenden med præsident Assads flugt ud af Syrien, kontrollerer HTS nu størstedelen af Syrien.
Dermed er over 50 års Assad-styre slut. Først ledte Hafez al-Assad Syrien med hård hånd fra 1971 til 2000, og derpå overtog hans søn Bashar magten.
Samtidig meddeler Baath-partiet, som i årtier har været det magtfulde parti bag Assad-familiens styre, at partiet nu indstiller arbejdet på ubestemt tid.
Det er blevet besluttet at "suspendere partiarbejdet og aktiviteter i alle former indtil videre", lyder det i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Partiets ejendom og midler vil blive overdraget til Syriens indenrigs- og finansministerium, lyder det på partiavisens hjemmeside.
Ahmad al-Sharaa har indsat en overgangsregering, der indtil videre skal lede Syrien i tre måneder. Den består af ministre, der hidtil har ledet et oprørskontrolleret område omkring Idlib i det nordvestlige Syrien.
På forhånd har de nye magthavere meddelt, at der vil blive givet amnesti til de syrere, der er blevet indkaldt til Assads hær som værnepligtige. Men personer, der har stået bag krigsforbrydelser, skal retsforfølges.
Mindst 30.000 syrere er "forsvundet" under den borgerkrig, der gik i gang i 2011.
Mange menes at være omkommet i det berygtede Sednaya-fængsel, hvor tusinder af syrere i disse dage søger til for at lede efter deres savnede slægtninge.
/ritzau/Reuters