Evenepoel forventer først at køre løb i april efter styrt
Styrtet under træning holder Remco Evenepoel ude i adskillige måneder. Først i april regner han med comeback.
Et alvorligt styrt under træning kommer til at holde Remco Evenepoel ude i adskillige måneder, og den dobbelte olympiske mester tør ikke regne med et comeback før april.Det siger han i et interview med den belgiske avis Het Nieuwsblad.
Normalt er cykelrytterne allerede godt i gang med forberedelserne til den kommende sæson i december, men den optakt bliver han snydt for.
- Jeg kan ikke lave noget som helst i en måneds tid. 6. januar skal jeg scannes for at se, om alt vokser ordentligt sammen. Derfra kan jeg lægge en ny plan, men jeg håber at være tilbage på cyklen tidligt i februar.
- Vi frygter, at jeg ikke kommer til at kunne konkurrere før midten af april. Giro d'Italia bliver nok svær at nå, men vi må se, siger han til avisen.
Næste års Giro begynder 10. maj, mens Tour de France ligger knap to måneder senere i kalenderen.
Spørgsmålet er, i hvilken forfatning Evenepoel møder op til sæsonens store opgaver. Den 24-årige cykelstjerne kolliderede under træningspasset tidligere i december med en åben dør på en postbil.
Det resulterede i brud på ribben, skulder og hånd, mens han også pådrog sig skader på lunger og kraveben.
- Jeg vågner af smerten, specielt om natten. Om morgenen er jeg helt slået ud på grund af de smertestillende piller. Men sådan er det efter alvorlige skader, konstaterer Remco Evenepoel.
Tidligere på året vandt Quick-Steps es OL-guld i både linjeløb og enkeltstart. Han er også tidligere verdensmester og har en samlet sejr i Vuelta a España på cv'et.
Under sommerens Tour de France måtte han trods en ihærdig indsats opgive at følge med Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, og det endte med en tredjeplads.
/ritzau/