Mindst 12 meldes dræbt i luftangreb mod skole i Gaza
Israels militær opfordrer palæstinensere i "farlig krigszone" i det nordlige Gazastriben om at flygte mod syd.
12 mennesker er blevet dræbt i et israelsk luftangreb torsdag mod en skole i den nordlige del af Gazastriben, hvor fordrevne palæstinensere havde søgt tilflugt.Det oplyser civilberedskabet i Gazastriben i en meddelelse.
Ud over de 12 dræbte er der også et stort antal sårede, lyder det videre.
Den skole, der ifølge det palæstinensiske beredskab er blevet ramt, ligger i flygtningelejren al-Shati vest for Gaza By.
En talsmand for civilberedskabet oplyste tidligere, at mindst 27 mennesker torsdag er blevet dræbt i israelske angreb mod Gazastriben.
Israel har ikke umiddelbart kommenteret oplysningerne.
Israels militær har opfordret palæstinensere i den nordlige del af det knap 400 kvadratkilometer smalle stykke land til at forlade flere dele af det nordlige Gazastriben.
- Vi informerer om, at det pågældende område betragtes som en farlig krigszone. For din sikkerheds skyld bedes du omgående tage sydpå, skriver en talsmand for Israels militær på det sociale medie X.
Talsmanden poster et kort over et område, hvorfra militante palæstinensere angiveligt affyrer raketter mod Israel.
Siden begyndelsen af oktober har Israel optrappet en militær operation i den nordlige del af Gazastriben.
Ifølge militæret var der risiko for, at den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse var i færd med at omgruppere og forberede nye angreb mod Israel.
- Vi isolerer Gazas civile fra Hamas-terroristerne, så vi kan nå frem til terroristerne, sagde en talsmand for Israels regering, David Mencer, torsdag på et pressemøde.
Israel har flere gange opfordret indbyggere i den nordlige del af Gazastriben til at forlade området forud for luftangreb.
/ritzau/AFP